Skip to main content

Egne lønudgifter til softwareudvikling kan fradrages

Reglerne for fradrag af softwareudvikling forventes ændret og forbedret inden længe

Med virkning fra 1. januar 2025 blev der i 2024 indført nye regler for afskrivning af software, som betyder, at alle udgifter, der karakteriseres som enten anskaffelse eller forbedring i relation til softwareudvikling, skal aktiveres. Disse regler ser nu ud til at blive lempet en smule, da der indføres mulighed for at fradrage egne lønudgifter til softwareudvikling, uanset om der er tale om vedligeholdelse, forbedring eller udvikling af helt ny software.

De nye afskrivningsregler for software har været under voldsom kritik, siden de blev indført, men nu er der lys for enden af tunnelen. Et nyt lovforslag, der er sendt i høring, vil med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2025 give mulighed for fradrag af egne lønudgifter til softwareudvikling op til ca. 4,8 mio. kr. i 2025 og 5 mio. kr. i 2026. Lønudgifterne vil hermed kunne fradrages i det år, hvor de afholdes.

Væsentligt at bemærke er, at lønudgifterne herved kan fradrages med det samme og ikke først, når udviklingen er afsluttet.

Har virksomheden afholdt egne lønudgifter til softwareudvikling udover de ca. 4,8 mio. kr. i 2025 (5 mio. kr. i 2026), skal de lønudgifter, udover beløbet, der kvalificeres som enten anskaffelses- eller forbedringsudgifter, afskrives med maksimalt 25% årligt – men først når softwareprojektet er færdigudviklet. Udgifter, der fradrages efter de nye regler, kan ikke tillægges driftsmiddelsaldoen.

Særlige forhold, du skal være opmærksom på
Der er flere væsentlige forhold at være opmærksom på i forhold til de nye regler:

  • De nye regler giver alene mulighed for fradrag for egne lønudgifter til selskabets egne ansatte. Det bemærkes dog hertil, at lønudgifter, som er viderefaktureret fra et sambeskattet selskab eller et selskab, man vil kunne være sambeskattet med (udenlandsk selskab), vil kunne fradrages i det betalende selskab. 

    Det betyder konkret, at et moderselskab vil kunne fradrage udgifter til software (anskaffelse eller forbedring) efter denne nye regel, når moderselskabet betaler et datterselskab for lønudgifter til en person, som udvikler (fremstiller) software for moderselskabet.

    Egne lønudgifter defineres som lønudgifter til personer i ansættelsesforhold eller vederlag i form af købe- eller tegningsret til aktier omfattet af ligningslovens § 28 i relation til decideret softwareudvikling (anskaffelse eller forbedring). Anskaffelse skal i den forbindelse anses for udvikling af helt ny software. Lønudgiften kan fradrages i det år, hvor lønudgiften afholdes.
  • Udgifter fra underleverandører kan ikke fradrages straks, medmindre udgifterne anses for vedligeholdelsesudgifter. Der skal derfor foretages en vurdering af disse udgifters karakter.

    Som følge heraf er det også uden betydning, hvor meget der er afholdt af udgifter til eksterne konsulenter o. lign., da fradragshjemlen for disse udgifter ikke ændres med det nye lovforslag.

    Du kan læse mere om sondringen mellem vedligeholdelse og forbedring af software her.
  • Fradraget opgøres på grundlag af evt. sambeskattede selskabers samlede udgifter til softwareudvikling (egne lønudgifter). Har to sambeskattede selskaber samlet afholdt egne lønudgifter på 10 mio. kr. i 2025, vil de ca. 5,2 mio. kr. (10-4,8) skulle aktiveres, hvis udgifterne karakteriseres som enten anskaffelses- eller forbedringsudgifter, og de ca. 4,8 mio. kr. fradrages (fordeles mellem selskaberne).
  • Udvikling og anskaffelse af software, som virksomheden ikke selv skal anvende eller sælge på licens mv., vil ikke kunne fradrages, da det skal behandles som et igangværende arbejde for fremmed regning.
  • Udnyttes bundfradraget ikke fuldt ud i eksempelvis 2025, kan det ikke-udnyttede beløb ikke overføres til fradrag i 2026.
  • Er der allerede selvangivet for indkomståret 2025, er det nødvendigt, at der foretages genoptagelse af selvangivelsen. 

Positiv effekt på likviditeten
Det nye lovforslag hjælper på likviditeten, både fordi udgifterne til softwareudvikling nu kan fradrages tidligere, og fordi udgifterne herved kan modregnes i evt. modtagne tilskud.

Eksempel
Et iværksætterselskab, som modtager et skattepligtigt tilskud på f.eks. 500.000 kr., der fuldt ud går til betaling af løn til ansatte beskæftiget med softwareudvikling, vil med de nye regler få en skattepligtig indkomst på 0 kr. og hermed i realiteten ikke komme til at betale skat af tilskuddet.

Det er derfor meget positivt for landets virksomheder, at der indføres denne regelændring med tilbagevirkende kraft.

Vedtagelsen af lovforslaget i høring
Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, men det forventes at ske i februar/marts 2026.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback