Det er nu, du skal tage stilling til den nye forskudsopgørelse for 2024 og samtidig forberede dig på, hvad du skal betale i skat næste år. Den nye forskudsopgørelse byder selvfølgelig på en række kendte forhold, som man skal tage højde for, men også noget helt nyt. Det er virkeligt vigtigt, at man forholder sig til den nye forskudsopgørelse og især forholdene omkring ejendomsskat, som vi beskriver nedenfor.
Når du modtager din forskudsopgørelse for 2024, vil du se noget nyt, hvis du er boligejer. Både ejendomsværdiskat og ejendomsskatten (også kendt som grundskyld) vil fremover blive opkrævet over skatten. Du skal derfor ikke betale ejendomsskat i to årlige rater til kommunen, som du plejede. Du vil i stedet komme til at betale dette løbende via din forskudsopgørelse. Årsagen til ændringen er, at opkrævningen af ejendomsskat flytter fra kommunerne til staten.
Hvis skatterne stiger efter 2024, kan du indefryse stigninger i både ejendomsværdiskat og ejendomsskat. Fra 2024 skal du aktivt vælge/fravælge indefrysningslån på din forskudsopgørelse. Foretager du ikke et aktivt fravalg af indfrysningslånet, antages det, at du har tilvalgt indefrysning. Hvis du vil indfri hele eller dele af lånet, kan du gøre det på TastSelv på www.skat.dk. Der kan du også følge med i, hvor meget du har lånt, tilbagebetalt osv. Indefrysningen sker, efter de nye regler, som et lån med renter. Du kan vente med at tilbagebetale lån og renter, til du sælger din bolig. Du kan også vælge at indfri lånet helt eller delvist på et tidligere tidspunkt. Rentesatsen udgør 1/12 af gennemsnittet opgjort med to decimaler af den effektive rente på alle udestående realkreditobligationer de 12 forudgående måneder pr. 1. oktober i det forudgående år. Ved opgørelsen af rentesatsen ydes et nedslag på 25%. Som andre renteudgifter, betalt til det offentlige, kan der ikke gives fradrag.
Du kan fravælge lån for et indkomstår, uden at tilbagebetale det, du allerede har lånt for tidligere indkomstår. Hvis du fravælger låneordningen for et indkomstår, kan du tilmelde dig ordningen igen det efterfølgende indkomstår.
Hvis du vil have et indefrysningslån, skal du stille sikkerhed for betaling af lånet i form af en panteret på din ejendom. Sikkerheden opstår automatisk, når lånet stiftes, og pantet tinglyses ikke. Hvis du skal købe ny bolig, skal du derfor sikre dig, at sælger har indfriet eventuelle indefrysningslån. Ellers kan du i sidste ende komme til at hæfte for det. Slutteligt kan det nævnes, at når du sælger din bolig, får du en opkrævning af lånet.
Det er vigtigt at opdatere forskudsopgørelsen og holde den ajour. På den måde sikrer du, at du betaler den korrekte skat og dermed hverken ender med en overskydende skat eller en restskattebetaling, når din årsopgørelse dannes i det efterfølgende indkomstår. Det er ikke gratis at låne penge af staten, og du vil blive opkrævet renter af din restskat på 3,7% (2023 niveau) samt dag til dag-rente på 1,7% (2023 niveau). Den automatiske forskudsopgørelse, du modtager af Skattestyrelsen, er deres bedste bud på din situation i det nye år baseret på forhenværende år, og vi anbefaler, at du gennemgår den omhyggeligt.
At opkrævningen af grundskyld sker over din forskudsopgørelse, vil samtidig betyde, at din lønudbetaling alt andet lige falder. Det skyldes, at dit månedsfradrag falder, og/eller at din trækprocent stiger, fordi ejendomsskatten skal betales via forskudsopgørelsen fremover. Med de stigende renter er det derfor især vigtigt, at man får taget det korrekte fradrag på sine renteudgifter.
Vi anbefaler, at du opdaterer din forskudsopgørelse, når der sker ændringer i dit liv. Skattestyrelsen modtager ikke løbende oplysninger om ændringer i din privatøkonomi, og du skal derfor ændre dine personlige indkomstoplysninger og udgifter selv. Din trækprocent og dit månedsfradrag (det beløb, du ikke betaler skat af hver måned) bliver automatisk beregnet, når du ændrer din indkomst. Nedenfor finder du nogle af de væsentligste ændringer, du bør opdatere din forskudsopgørelse med:
Når du har rettet forskudsopgørelsen, vil det få betydning for dit skattekort og dine fradrag senest i den kommende måned.
Når du har lavet en eller flere rettelser eller tilføjet nye oplysninger til forskudsopgørelsen og godkendt ændringerne, dannes en ny forskudsopgørelse, og en ny trækprocent og fradrag vil være tilgængelig til dig. Du modtager derfor også et nyt skattekort, der afspejler dine ændringer. Skattekortet er automatisk tilgængeligt for din arbejdsgiver.
Vi håber, at disse oplysninger har været nyttige, og at du nu er bedre forberedt til at håndtere din forskudsopgørelse for 2024. Husk at opdatering og ajourføring af din forskudsopgørelse kan hjælpe dig med at undgå uønskede skatteoverraskelser.
Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere vejledning, er du velkommen til at kontakte os.
Forskudsopgørelsen for 2024 kan ses i TastSelv fra 14. november 2023
Du skal vælge, om du vil have en indefrysningsordningen på din grundskyld via din forskudsopgørelse for 2024
Du skal tage stilling til, om den autogenerede forskudsopgørelse matcher dine aktuelle situation
Din arbejdsgiver modtager dit nye skattekort, når du har opdateret din forskudsopgørelse. Skattekortet kan tidligst bruges af din arbejdsgiver den efterfølgende måned