Fra 1. januar 2026 er momsreglerne for salget af enkeltfagsundervisning ændret. Udgangspunktet er herefter, at denne aktivitet er momspligtig, men der er undtagelser. Hvad er der klarhed over, og hvor er der stadig forhold, der udestår?
Hvad er ikke ændret?
Almindelig skoleundervisning og videregående uddannelser, hvor der indgår flere fag i et samlet forløb, er fortsat momsfritaget for alle. Det afgørende for momsfritagelsen er, at der udbydes et samlet undervisningsforløb, og ikke om eleven i sidste ende vil have taget en fuld uddannelse.
Kompetencegivende undervisning er ikke omfattet af ændringen af momsloven eller nævnt i Skattestyrelsens styresignal og forventes derfor fortsat at være momsfri. Skattestyrelsens juridiske vejledning nævner specifikt, at AMU-kurser er kompetencegivende. For andre typer af uddannelse/kurser end AMU er der ikke specifikt taget stilling fra Skattestyrelsens side til, om undervisningen kan anses for kompetencegivende, og hvordan det præcist defineres. Dog fremgår det, at der skal være tale om en uddannelse, som i sig selv kvalificerer eleven til at udøve et bestemt erhverv eller kvalificerer eleven til at blive optaget på en anden kompetencegivende uddannelse. Dette vil efter vores erfaring ofte ikke være opfyldt for enkeltfagsundervisning.
Eftersom Skattestyrelsen i styresignalet fastslår, at HF enkeltfag kan være momspligtigt, må det betyde, at selv undervisning, der er omfattet af uddannelsesbekendtgørelser mv., i udgangspunktet er momspligtig, hvis undervisningen sælges som enkeltfag, og ikke er en del af AMU systemet.
Enkeltfagsundervisning – Hvad er nyt?
Enkeltfagsundervisning er som udgangspunkt momspligtigt fra 1. januar 2026. Udover de traditionelle skolefag gælder det også for f.eks. undervisning i fitness, musik og dans. Der er dog undtagelser hertil.
Vi har nedenfor skitseret hovedreglerne for momsbehandlingen ved salg af enkeltfagsundervisning fra 1. januar 2026.
Eksempler på usikkerheder
Som nævnt medfører de nye regler usikkerhed omkring den momsmæssige behandling i visse situationer. Eksempler herpå er:
Risikoen ved at ”ramme forkert” og ikke få afregnet moms af undervisning, hvor der skulle have været det, ligger hos sælger af undervisningen. Foruden at skulle afregne moms af deltagerbetalinger, så kan en ændret momsbehandling potentielt også ramme aktivitetsafhængige taxametertilskud til de pågældende uddannelser. Manglende afregning af moms forrentes med mere end 10% pa., hvilket understreger vigtigheden af at have styr på momsbehandlingen.
Vi er bekendt med, at der fra centralt hold arbejdes på at få en udmelding fra Skattestyrelsen om omfanget af momspligt på enkeltfag mv., men indtil den forelægger, vil vi anbefale, at der opkræves og afregnes moms, hvis der er tvivl om momsbehandlingen (f.eks. på salg af enkeltfag uden for AMU).
Kontakt os, hvis du gerne vil vide mere.