Skattestyrelsen har offentliggjort tre nye styresignaler, der både udvider og indsnævrer rækkevidden for momsfritagelsen for undervisning. Det får betydning for både det etablerede uddannelsessystem, men også holdundervisning i fx fitnesscentre, der fra 1. januar 2026 ikke længere er momsfritaget.
Den 22. august 2025 har Skattestyrelsen udsendt tre centrale styresignaler, der medfører ændringer i momsfritagelsen for undervisningsaktiviteter.
Styresignalerne har hvert sit tema og har fokus på:
De to førstnævnte styresignaler forventer vi, vil have en relativt mindre effekt hos danske virksomheder mv., hvorimod det sidste indeholder en række “bomber”, der vil berøre mange.
Skatteministeriet har i en pressemeddelelse angivet, at disse styresignaler er affødt af en række domme fra EU-Domstolen, og at “blomsten ikke er groet i Danmarks egen have”. Det er dog vores forventning, at disse styresignaler med stor sandsynlighed vil blive udfordret i klagesystemet, da konsekvenserne er store, og da det i øvrigt efter vores opfattelse er tvivlsomt, om Skattestyrelsen har ramt “plet” i alle de vurderinger, styresignalerne bygger på.
Momsfritagelse for undervisning på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter
Det første styresignal vedrører momsfritagelse for undervisning på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter.
Skattestyrelsen angiver i styresignalet, at undervisning på disse institutioner fremadrettet ikke kan være momsfritaget som undervisning.
Det kunne måske starte en følelse af panik for disse institutioner, men det bliver dog afværget i anden halvdel af styresignalet, hvor Skattestyrelsen angiver, at hvis der kan opnås tilskud efter folkeoplysningsloven til de pågældende undervisningsaktiviteter, så er undervisningen i stedet momsfritaget som kulturelle aktiviteter efter en anden bestemmelse i momsreglerne. Det er ikke et krav, at der modtages tilskud – det er et krav, at der ville kunne modtages tilskud.
Dermed bør panikken i vidt omfang være aflyst for så vidt angår dette styresignal.
Momsfritagelse for faglig undervisning
Det andet styresignal omhandler momsfritagelsen for faglig undervisning, der i praksis primært omfatter kurser samt undervisning uden for det etablerede uddannelsessystem, som har et faglig/erhvervsmæssigt sigte.
I dag er det et krav, at undervisningen alene kan anvendes erhvervsmæssigt. Med styresignalet justerer Skattestyrelsen praksis, så undervisning kan være momsfritaget, hvis den fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der primært anvendes i forbindelse med en specifik erhvervsuddannelsesaktivitet.
Det lemper med andre ord kravene til undervisningen under denne del af fritagelsen, men i praksis vil det efter vores vurdering være relativt få situationer, hvor det reelt vil have betydning.
Momsfritagelse for skole- og universitetsundervisning
Det tredje styresignal er det, hvor de større ændringer introduceres og ændrer på fritagelsen for skole- og universitetsundervisning.
Skattestyrelsen har fundet det nødvendigt at ændre den måde, man i Danmark administrerer fritagelsen på. Det skyldes, at momsfritagelsen, efter Skattestyrelsens opfattelse, primært skal omfatte det ordinære uddannelsessystem bestående af bl.a. folke-, fri-, privat- og efterskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Det omfatter dog ikke alle uddannelsesaktiviteter på ovennævnte institutioner, eftersom det også bliver et krav, at undervisningen medfører en overførsel af viden og færdigheder inden for en bred og varieret mængde af emner.
Det betyder, efter Skattestyrelsens opfattelse, at bl.a. enkeltfag ikke længere kan være fritaget for moms, eftersom det ikke opfylder kravene om, at der skal undervises i en bred og varieret mængde af emner.
Derudover er det Skattestyrelsens opfattelse, at EU-praksis også betyder, at den danske momsfritagelse for undervisning i legemsøvelser (holdtræning, personlig træning mv.) ikke længere kan opretholdes.
Styresignalet indeholder også andre afgrænsninger, fx privatundervisning.
Praksisændringen har virkning fra 1. januar 2026. Hvis man vurderer, at den nuværende praksis har været til ugunst, er det også muligt at korrigere tidligere perioder – det vil dog formentlig være relevant for relativt få.
Praksis for undervisningsfritagelsen er altså under kraftig ombygning, og uanset om du har talt momsfritagelse med din rådgiver for nylig, så er det her helt sikkert en anledning til at gøre det igen.
For i samme sammenhæng skal det nævnes, at hvis man rammer ved siden af skiven fra 1. januar 2026, så er der – ud over risikoen på selve momsen – også en ekstra konsekvens, fordi der i dag beregnes renter af momsfejl. Renten er pt. 11,35% pro anno. Det kan du læse mere om her.
Skatteministeriet har oplyst, at man arbejder på at fritage visse typer af undervisning af unge for moms. Der er dog endnu ikke fremsat et lovforslag eller andet, men vi følger sagen tæt.