Skip to main content
Welcome to Deloitte
If we have selected the wrong experience for you, please change it above.

Lovprogram 2026/2027

Overblik over lovprogrammet for skatteområdet

Regeringen har fremlagt sit lovprogram som led i Folketingets åbning. Lovprogrammet indeholder mange interessante nye lovændringer, herunder i forhold til afhjælpning af problematikken omkring rette indkomstmodtager og beskatningen af kryptovaluta.

Det forventes, at der som led i fremlæggelsen af udkastet til finansloven for 2027, også vil indgå elementer, der vil påvirke skatte- og afgiftslovgivningen. Hertil forventes det bl.a., at en begrænsning af rentefradraget vil indgå, idet det ikke indgår i selve lovprogrammet.

Afskaffelse af trippelbeskatning
Afledt af sommerens heftige debat omkring rette indkomstmodtagere (trippelbeskatning), vil der i februar 2027 blive fremsat et lovforslag, som vil afbøde beskatningen på over 100%. Det er stadig uvist, hvad lovforslaget mere konkret vil indeholde, men det må forventes, at det vil tage udgangspunkt i Skattelovsrådets rapport.

Vil du vide mere om den nuværende praksis for retteindkomstmodtager, kan du læse mere her.

Afskaffelse af mellemskatten og top-topskatten
Mellemskatten og top-topskatten vil blive afskaffet, forventeligt med effekt fra 1. januar 2028.

Lovforslaget vil blive fremsat i februar 2027.

Fastfrysning af satser og beløbsgrænser
Der vil blive fremsat et lovforslag, der skal fastfryse satser og beløbsgrænser. Loven vil have stor betydning, herunder både for personer og selskaber, idet beløbsgrænser for beregning af bl.a. topskat, forskerskatteordningen, småanskaffelser mv. vil blive fastlåst i en årrække.

Det forventes at lovforslaget vil blive fremsat i februar 2027.

Fradrag for lønudgifter til udvikling af software
Lovforslaget har været længe ventet, og nu ser det endelig ud til, at det vil blive fremsat igen. Der vil blive indført fradrag for lønudgifter til udvikling af software, og med reglerne forventes der indført mulighed for, at egne lønudgifter til softwareudvikling kan fradrages, uanset om der er tale om vedligeholdelse, forbedring eller udvikling af helt ny software. 

Lovforslaget er planlagt fremsat i første halvdel af oktober 2026. Det forventes, at lovforslaget vil give mulighed for fradrag for lønudgifter op til 5 mio. kr. Det vides endnu ikke, hvornår det vil have virkning fra, herunder om det vil have tilbagevirkende kraft til 1. januar 2025. 

Du kan læse mere her om det tidligere lovforslag her. 

Realisationsbeskatning af længerevarende prissikringskontrakter
Der vil blive fremsat et lovforslag om realisationsbeskatning af visse længerevarende prissikringskontrakter og valutakontrakter (er allerede sendt i høring). Baggrunden herfor er, at lagerbeskatning på langvarige kontrakter skaber væsentlige likviditetsudfordringer for mange virksomheder. 

Lovforslaget forventes fremsat i november 2026.

Længe ventet udsigt til nye regler for beskatning af kryptovaluta
Et sådant lovforslag har været længe ventet, herunder ikke mindst afledt af Skattelovsrådets rapport, der fik stor kritik for at ville indføre lagerbeskatning på kryptovaluta. 

Formålet med den nye lov er at sikre en mere symmetrisk beskatning af kryptovaluta. 

Lovforslaget forventes fremsat i februar 2027.

Sænkelse af selskabsskatten
Som statsministeren allerede nævnte ved Folketingets åbning, vil der over en 3-årig periode ske en sænkelse af selskabsskattesatsen på 3% (til 19%).
Det er endnu uvist, hvornår nedsættelsen af selskabsskattesatsen vil have virkning fra.

Lovforslaget forventes at blive fremsat i februar 2027. 

Udvidelse af begrænset skattepligt for renter og kursgevinster
Den begrænsede skattepligt står over for en udvidelse, og både renter og kursgevinster vil blive medtaget i større omfang. 

Lovforslaget forventes at blive fremsat i december 2026.

Deponering og renter i skattesager
I skattesager har det indtil nu ikke være muligt at indbetale en evt. skat, hvis sagen er vundet i eksempelvis Landsskatteretten, men efterfølgende er anket af Skatte- og Vækstministeriet. Det vil der nu blive rettet op på, så det bliver muligt at deponere det omtvistede beløb og undgå renter under den verserende sag.

Ordningen vil gælde, når Skatte- og Vækstministeriet indbringer en afgørelse for domstolene eller anker en dom. Skatteyder vil dermed få mulighed for at deponere det omtvistede beløb under sagen for derved at undgå, at der fremover påløber renter på kravet.

Lovforslaget vil blive fremsat i januar 2027.

Andre elementer i lovprogrammet
Herudover kan nævnes, at der også vil ske lovændringer i forhold til:

  • Ændringer af aktiesparekontoloven
  • Afskaffelse af tillægsboafgift ved arv til søskendes børn
  • Motions- og musikundervisningsfradrag 
  • Større seniorbeskæftigelsesfradrag og længere fradragsperiode

Hvad mangler vi svar på?
Vi mangler fortsat svar på en række forhold, som fremgik af regeringsgrundlaget, herunder:

  • Indførslen af forhøjet boafgift på 30%
  • Indførslen af en hovedaktionærmodel, der skal sikre en mere symmetrisk beskatning af hovedaktionærer
  • Sanering af erhvervsstøtten med 1,5 mia. kr.

Vi holder dig løbende ajour, når lovforslag bliver fremsat og vedtaget.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback