Skip to main content

Straksfradrag for softwareudgifter

Igen udsigt til lempelse af reglerne

Skatte- og vækstministeren bebuder nu, at reglerne for fradrag for softwareudvikling forventes ændret inden længe.

 

Med virkning fra den 1. januar 2025 blev der i 2024 indført nye regler for afskrivning af software. De nye regler betyder, at alle udgifter, der karakteriseres som enten anskaffelse eller forbedring i relation til softwareudvikling, har skullet aktiveres. Dette har medført bl.a. store likviditetsmæssige konsekvenser for en lang række virksomheder.

Inden folketingsvalget i marts 2026 var der imidlertid udsigt til lempelse af fradragsreglerne, men dette lovforslag bortfaldt. Skatte- og vækstministeren bebuder dog nu igen, at reglerne vil blive indført med virkning fra 1. januar 2025. Med reglerne forventes der indført mulighed for, at egne lønudgifter til softwareudvikling kan fradrages, uanset om der er tale om vedligeholdelse, forbedring eller udvikling af helt ny software.

Det nye lovforslag er ikke fremsat endnu, men tages der udgangspunkt i det lovforslag, der blev præsenteret før valget, vil de nye regler med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2025 give mulighed for fradrag af egne lønudgifter til softwareudvikling op til ca. 4,8 mio. kr. i 2025 og 5 mio. kr. i 2026. Lønudgifterne vil hermed kunne fradrages i det år, hvor de afholdes.

Væsentligt at bemærke er, at lønudgifterne herved kan fradrages med det samme, og ikke først, når udviklingen er afsluttet.

Har virksomheden afholdt egne lønudgifter til softwareudvikling udover de ca. 4,8 mio. kr. i 2025 (5 mio. kr. i 2026), skal de lønudgifter, udover beløbet, der kvalificeres som enten anskaffelses- eller forbedringsudgifter, afskrives med maksimalt 25% årligt – men først når softwareprojektet er færdigudviklet. Udgifter, der fradrages efter de nye regler, kan ikke tillægges driftsmiddelsaldoen.

Du kan læse mere om det gamle lovforslag her. Om det endeligt vedtagne lovforslag vil være præcist det samme, er fortsat uvist.

Væsentligt er, at lovforslaget ikke forventes vedtaget før 30. juni 2026. Hermed skal der selvangives for indkomståret 2025 med udgangspunkt i de nugældende regler – dvs. over driftsmiddelsaldoen – og det må så forventes, at lovforslaget giver mulighed for genoptagelse af indkomståret 2025 på et senere tidspunkt.

Det betyder dog også, at det er uvist, om genoptagelsesanmodningen kan nå at blive behandlet, inden selskabers årsopgørelse (restskatten) for 2025 skal betales i november 2026. Dette særligt henset til den normale sagsbehandlingstid på genoptagelsesanmodninger.

Du kan læse mere her på hjemmesiden, når lovforslaget fremlægges og vedtages.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback