Skal der spares restskattetillæg på eventuel restskat for indkomståret 2026, skal selskaber m.v. foretage indbetaling af acontoskat og evt. frivillig acontoskat. Fristen for betaling af acontoskatterate rate 1 og første frivillige rate for indkomståret 2026 er fredag den 20. marts 2026.
Hvornår er det hensigtsmæssigt at foretage indbetaling af acontoskat?
Det afhænger af restskattetillæggets størrelse, hvornår det er hensigtsmæssigt at foretage indbetaling af acontoskat og frivillig acontoskat. Den endelige sats for restskattetillægget for indkomståret 2026 er endnu ikke offentliggjort af Skattestyrelsen (forventes først i december 2026), men det forventes, at satsen vil være på niveau med restskattetillægget for 2025, som var 6,6%.
Tages der udgangspunkt i niveauet for 2025, vil en indbetaling ved første rate i marts 2026 være hensigtsmæssig, hvis lånerenten hos et kreditinstitut udgør mellem 0% – 8,46% pro anno. Spændet ligger mellem 0% – 8,46% og ikke 0% – 6,6%, da restskattetillægget ikke er fradragsberettiget. Hertil kommer, at der ved indbetaling af første rate acontoskat ydes et tillæg fra staten, jf. nedenfor. For selskaber med overskudslikviditet vil det derfor ofte give mening at foretage en frivillig indbetaling af acontoskat, hvis der forventes en restskat for indkomståret 2026.
Indbetaling af første rate, anden rate og/eller tredje rate
Der kan for indkomståret 2026 frit indbetales acontoskat senest den 20. marts 2026 (første rate), senest den 20. november 2026 (anden rate) eller senest den 2. februar 2027 (tredje rate). Der skal ved indbetaling af anden og tredje acontoskatterate betales et tillæg til staten, hvorimod der ved indbetaling af første acontoskatterate ydes et tillæg fra staten. Satserne herfor er endnu ikke offentliggjort af Skattestyrelsen, men vi forventer, at de er på niveau med tillæggene for 2025. For indkomståret 2025 var tillægget tilknyttet første og anden acontoskatterate 0,7% og tillægget tilknyttet tredje acontoskatterate 1,3%.
Anvendes et andet indkomstår end kalenderåret 2026 (forskudt indkomstår), betales acontoskatteraterne for det forskudte indkomstår i det kalenderår (2026), som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Ligeledes beregnes det nævnte tillæg på baggrund af renteniveauet i det kalenderår (2026), som indkomståret træder i stedet for.
Bemærk, at det alene er administrationsselskabet i en sambeskatning, der forestår indbetaling af både ordinære og frivillige acontoskatterater. Vær i den forbindelse opmærksom på omkontering af acontoskatter, hvis der er sket ændring i sambeskatningen i året.
Det skal yderligere bemærkes, at der ikke ydes rentegodtgørelse af overskydende skat, som er opstået som følge af en frivillig indbetaling den 2. februar 2027 (tredje rate).
Er de af Skattestyrelsen opgjorte acontoskatterater for store i forhold til den forventede skattebetaling, kan acontoskatteraten/erne nedsættes.
Endelig bemærkes, at forventes samme skattebetaling i 2026 som tidligere år, så dækker de af Skattestyrelsen fastsatte acontoskatterater kun halvdelen af den forventede skattebetaling, hvorfor der i så fald skal foretages en yderligere frivillig indbetaling. Selve indbetalingens størrelse kan ændres på Skattestyrelsens hjemmeside (DIAS).