Mandag den 23. marts 2026 åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for 2025 – traditionen tro sker det allerede fredagen før.
Du vil formentlig bruge din weekend på at ligge i en virtuel kø for at tjekke, om du skylder eller får penge retur – og du bør måske ikke kun stoppe der. Det er nemlig ikke alt, der automatisk kommer med, og derfor er din årsopgørelse formentlig ikke endelig.
Vi har samlet en række gode råd om, hvad du som minimum bør kontrollere og huske, når du tjekker din årsopgørelse.
1. Transport mellem hjem og arbejde
Befordringsfradraget er stadig ikke automatisk overført til årsopgørelsen. Det betyder, at alle skatteydere i lighed med tidligere år selv skal sørge for at indtaste deres almindelige fradrag for befordring mellem hjem og arbejde.
Du er berettiget til et befordringsfradrag, hvis afstanden mellem dit hjem og dit arbejde er mere end 12 km. Dette gælder, uanset om du cykler, kører i bus, bil eller tog – eller er på gåben.
Bemærk, at det ikke er et krav, at du tager den korteste rute på arbejde, hvis det f.eks. grundet tæt trafik er hurtigere at køre en længere vej. Du kan med fordel bruge Skattestyrelsens egen beregner, når du retter din årsopgørelse.
Det er vigtigt, at arbejdsstedet og antal dage med befordring indtastes korrekt i de pågældende måneder.
Vær dog opmærksom på, at der ikke kan tages befordringsfradrag, hvis du f.eks. har arbejdsgiverbetalt befordring stillet til rådighed.
2. Rejsefradrag
Du skal selv tage fradrag for rejseudgifter, hvis du har været på forretnings-/tjenesterejse, kursus eller lignende af min. 24 timers varighed med overnatning, og udgifterne ikke allerede er dækket af din arbejdsgiver. Du kan tage fradrag for de faktiske udgifter eller med standardsatsen for hhv. kost og logi, og du skal selv påføre et rejsefradrag, hvis du er berettiget hertil. Du kan maksimalt få et fradrag på 32.800 kr. i 2025.
Selvom din arbejdsgiver dækker dine rejseudgifter efter regning, har du mulighed for at tage et særligt rejsefradrag til dækning af småfornødenheder. Fradrag pr. dag er 25% af satsen for kostgodtgørelse på 597 kr. pr. døgn, hvilket svarer til 149,25 kr. pr. døgn i 2025.
3. Servicefradrag og håndværkerfradrag
Du kan fortsat få servicefradrag for fx rengøring, vinduespudsning, havearbejde mv. på maksimalt 17.500 kr. i 2025 pr. person, hvilket er væsentligt højere end sidste år.
Husk, at du selv skal indtaste oplysningerne via TastSelv.
2025 byder desuden på genfødslen af håndværkerfradraget med fokus på grønne investeringer. Fradraget blev ellers afskaffet tilbage i 2022, men for 2025 er det nu muligt at fratrække op til 8.600 kr. pr. person for arbejdsløn til energiforbedringer (eksempelvis varmepumper, efterisolering af tag, installation af solceller, udskiftning af døre/vinduer mv.).
4. Udenlandsk ejendom
Skattestyrelsen får ikke automatisk oplysninger om køb af en udenlandsk ejendom. Du skal derfor selv indberette et eventuelt køb, idet der skal betales ejendomsværdiskat. Den letteste måde at selvangive din udenlandske ejendom på er ved at indtaste i TastSelv. Husk, at du typisk kan få nedslag for en tilsvarende ejendomsværdiskat betalt i det pågældende land.
Du skal selvangive den under ”Udenlandske ejendomme” under udenlandsk indkomst.
5. Omlægning af lån
I de seneste år er mange danskere blevet fristet til at omlægge deres lån grundet de tidligere års rentestigninger. Typisk er kursgevinster ved indfrielse af almindelige realkreditlån (obligationslån) skattefrie, mens kursgevinster på kontantlån kan være skattepligtige.
Desuden kan der være fradrag for garantiprovision/stiftelsesprovision, og det er ikke nødvendigvis noget, din bank har indberettet for dig. Du bør derfor selv undersøge med din bank, om der skal indtastes/oplyses yderligere til Skattestyrelsen.
6. Køb og salg af danske værdipapirer
Køb og salg af værdipapirer bliver som udgangspunkt indberettet af de danske banker til Skattestyrelsen. Vi anbefaler, at handlerne kontrolleres, da der stadig opdages fejl, især i anskaffelsessummerne. Har du derimod depot i udlandet, så se nedenfor.
7. Udenlandsk investeringsdepot eller pensionsopsparing
Hvis du ejer et depot i udlandet, skal du være opmærksom på, at Skattestyrelsen ikke automatisk får oplysning omkring dine handler og udbytter derfra – uanset om dine aktier er handlet på et reguleret marked eller ej.
I forlængelse heraf gælder en utrolig vigtig tidsfrist, som du skal overholde. Hvis du ikke har oplyst årets anskaffelser i udenlandske depoter til Skattestyrelsen inden 1. juli i det efterfølgende år, vil du miste retten til at få fradrag for eventuelle tab, og der gives ikke dispensation. En gevinst vil dog fortsat være skattepligtig. Dette gælder imidlertid kun for børsnoterede investeringer.
Tidsfristen er også relevant hvis du har handlet værdipapirer gennem DeGiro eller eToro, som for mange opfattes som danske depoter, der indberetter til Skattestyrelsen. Dette er ikke tilfældet.
Hvis du har modtaget udbytte via dit udenlandske depot, skal du også selv indberette dette og den betalte udenlandske udbytteskat. Dette gøres via TastSelv.
8. Selvstændig virksomhed – udlejning/deleøkonomi
Hvis du driver selvstændig virksomhed eller f.eks. har lejet din bolig ud, skal du selv oplyse Skattestyrelsen om det skattemæssige overskud eller underskud.
Det kan også være indtjening ved udlejning af bil, taxa/samkørsel, udførsel af rengøring mm. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er bruttoindtægten, der skal selvangives, men et nettooverskud efter fradrag af relevante udgifter.
Vær opmærksom på, at Skattestyrelsen kan kræve dokumentation herfor.
Der gælder en række særlige skattefri bundgrænser/fradrag for indtægt ved diverse udlejning, herunder blandt andet:
9. Underholdsbidrag – børnebidrag/ægtefællebidrag
Du bør kontrollere, om dine fradrag for børnebidrag og ægtefællebidrag, som er indberettet til Skattestyrelsen, er korrekte.
Du har ret til fradrag for børnebidrag (indtil barnet er fyldt 18 år) som følge af separation, skilsmisse eller faktisk samlivsophævelse. Børnebidrag til børn uden for ægteskab kan også fradrages, hvis barnet ikke bor hos dig. Ved fælles forældremyndighed, og når barnet bor på skift hos forældrene, anses barnet for at bo der, hvor det er registreret med folkeregisteradresse.
Fradragsretten er betinget af, at det samlede årlige børnebidrag årligt overstiger 2.214 kr. (2025). Den del af børnebidraget, som overstiger denne grænse, kan fradrages.
Herudover kan du få fradrag for ægtefællebidrag. Hvis du betaler uden om Udbetaling Danmark, skal du selv oplyse beløbet via TastSelv. Omvendt gælder, hvis du modtager ægtefællebidrag, at du beskattes heraf.
Fradragsretten og beskatning af ægtefællebidrag gælder, uanset om I er separeret, fraskilt eller flyttet varigt fra hinanden.
10. Udenlandsk pensionsopsparing
Har du en udenlandsk pensionsopsparing, skal du være opmærksom på, at du kan være skattepligtig af realiserede og urealiserede afkast på denne. Derudover skal du oplyse Skattestyrelsen omkring selve pensionsordningen via Erklæring L.
11. Indbetal restskat
Undgå yderligere renter og procenttillæg
Hvis du har betalt for lidt i skat i løbet af 2025, kan du lave en frivillig betaling af den forventede restskat på følgende måder:
Hvis du har en restskat for 2025, som ikke bliver indbetalt inden 1. juli 2026, bliver op til 25.368 kr. automatisk indregnet i din forskudsopgørelse for 2027. Restskat over 25.368 kr. opkræves i august, september og oktober 2026. I begge tilfælde tillægges procenttillægget på 5,7 %.