Skip to main content
Welcome to Deloitte
If we have selected the wrong experience for you, please change it above.

Nye afgiftsregler på vej

Overblik over afgiftselementer på lovprogrammet

Regeringen har fremlagt sit lovprogram som led i Folketingets åbning. Lovprogrammet indeholder flere interessante ændringer på afgiftsområdet, herunder navnlig en ny CO2e-afgift på landbrugets kulstofrige jorder og en ny afgift på udledning af urenset spildevand fra overløb.

Ny CO2e-afgift på landbrugets kulstofrige jorder
Regeringen lægger op til at indføre en ny afgift på CO2e-udledninger fra kulstofrige landbrugsjorder. Formålet med afgiften er at understøtte indsatsen for udtagning af kulstofrige landbrugsjorder ved at styrke incitamentet for lodsejere til hurtigst muligt at indgå i udtagningsprojekter. 

Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget og udmønter dele af aftalen om implementering af et grønt Danmark fra november 2024.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2027, hvorfor det nærmere indhold heraf ikke kendes på nuværende tidspunkt.

Afgift på urenset spildevand fra overløb
Regeringen vil fremsætte et lovforslag indeholdende en afgift på udledninger af urenset spildevand fra overløb. Hidtil har alene udledning af renset spildevand været afgiftspligtig.

I samme lovforslag lægger regeringen op til at afskaffe fradraget for forsinkelsesbassiner fra 2027 og nedsætte afgiften for ledningsført vand fra 2029.

Forslaget har været i høring i foråret og forventes fremsat i første halvdel af november 2026.

Afskaffelse af kaffeafgiften
Regeringen lægger op til at afskaffe kaffeafgiften fra 1. januar 2027. Dette blev politisk aftalt i forbindelse med aftalen om finanslov for 2026 og udmøntes pga. valget først nu. Det bemærkes, at en tilsvarende afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften oprindeligt indgik i samme finanslovsaftale. Det fremgår imidlertid af ‘det politiske grundlag for firkløverregeringen’, at chokolade- og sukkervareafgiften fastholdes.

I forbindelse med afskaffelse af kaffeafgiften indføres der en godtgørelsesordning for afgift på uåbnede poser og beholdere på lager, når afgiftsværdien overstiger 500 kr. Skatteforvaltningen vil udarbejde en vejledning og blanket forud for ophævelsens ikrafttræden.

Ændring af reglerne for forsendelse af mineralolieprodukter
Regeringen lægger op til at ændre reglerne for forsendelse af mineralolieprodukter. Siden 2023 har der været usikkerhed om, hvornår afgiftspligten indtræder ved transport af mineralolie. Baggrunden er, at Skattestyrelsen, som følge af en afgørelse fra Landsskatteretten, sendte et styresignal i høring, som aldrig blev udsendt i sin endelige form.  

Skatteministeriet sendte i august et lovforslag i høring, hvor det foreslås at ændre reglerne med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2022. Ændringen vil skabe klarhed over retsstilstanden på området og lette administrationen for både erhvervslivet og Skatteforvaltningen.

Hvis lovforslaget vedtages i samme form som høringsversionen, vil registrerede virksomheder kunne foretage en direkte levering af mineralolieprodukter i Danmark uden forudgående godkendelse fra Skattestyrelsen. Mineralolieprodukterne vil være under afgiftssuspension frem til levering. 

Afgifter på biler
På bilområdet lægger Regeringen op til at fremsætte et lovforslag med følgende elementer:

  • Indførelse af en tilladelsesordning for virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift.
  • Udvidelse af den kilometerbaserede vejafgift til motorkøretøjer mellem 3,5 og 12 ton.
  • Indførelse af mulighed for at indrette vare- og lastbiler med soveplads, når brugeren er omfattet af reglerne om køre- og hviletid.

De to sidstnævnte tiltag forventes fremsat i første halvdel af oktober 2026, mens tilladelsesordningen for leasingudbydere forventes fremsat i anden halvdel af oktober 2026.

Andre elementer i lovprogrammet
Herudover kan nævnes, at der også vil ske ændringer i forhold til:

  • Indførelsen af en ny type af afgiftsregistrering for nikotinprodukter, nikotinholdige væsker og røgfri tobak i forbrugsafgiftsloven
  • Spilleafgifter som led i Spilpakke 1.
  • Forhøjelse af afgiften på F-gasser til 750 kr. pr. ton CO2e (2022-priser) fra 2027.

Hvad mangler vi svar på?

  • Den nærmere udformning af CO2e-afgiften på kulstofrig landbrugsjord, herunder sats og indfasning.

Vores anbefaling
Lovprogrammet giver alene en overordnet oversigt over de kommende lovforslag, og de nærmere detaljer og virkningstidspunkter kendes først, når de enkelte lovforslag rent faktisk bliver fremsat. Det gælder i særlig grad i denne folketingssamling, hvor regeringen er en mindretalsregering, der er afhængig af at kunne samle et flertal for sine forslag i Folketinget.

Vi forventer derfor, at der kan komme både justeringer og helt nye initiativer til lovprogrammet hen over folketingsåret, efterhånden som politiske aftaler bliver indgået. Vi anbefaler, at I allerede nu holder øje med, hvilke af jeres aktiviteter der vil kunne blive berørt af de nye og ændrede afgifter.

Læs lovprogrammet her.

Kontakt os
Deloittes afgiftsteam står klar, hvis I ønsker at drøfte de foreslåede ændringer, og hvad de vil betyde for jeres virksomhed.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback