Skip to main content

Invester i grønne aktiver og få 8% ekstra i fradrag

Nyt investeringsvindue målrettet grønne investeringer

Et lovforslag, som har tilbagevirkende kraft til 1. januar 2025, og som giver virksomheder en mulighed for at opnå forhøjelse af deres afskrivningsgrundlag for driftsmidler på 8%, er vedtaget. Lovændringen har til formål at fremme investeringer i grønne produktionsaktiver.

Med det formål at transformere danske virksomheders produktionsaktiver fra fossildrevne driftsmidler til grønne driftsmidler er der vedtaget et lovforslag, der har til hensigt at øge incitamentet til dette via et forhøjet fradrag. Lovændringen minder i det store hele om tidligere incitamentsordninger målrettet virksomheders investeringer, herunder senest reglerne gældende fra slutningen af 2020 til 31. december 2022.

Konkret giver lovændringen mulighed for forhøjelse af afskrivningsgrundlaget på grønne driftsmidler med ekstra 8%. Herved vil et driftsmiddel med en kostpris på 100.000 kr. have et afskrivningsgrundlag på 108.000 kr. Skatteværdien af en investering på 100.000 kr. vil over hele aktivets afskrivningsperiode derfor udgøre 1.760 kr. i ekstra skattebesparelse.

Der er knyttet en række specifikke betingelser til anvendelse af reglerne. Disse kan overordnet opsummeres til:

  • Reglerne finder kun anvendelse på driftsmidler, som ikke straksafskrives eller omfattes af fradrag for forsøgs- og forskningsvirksomheder
  • Der skal være tale om driftsmidler, som ikke drives helt eller delvist af fossile brændsler (egen energiforsyning)
  • Der må ikke være tale om investering i software, personbiler, skibe, driftsmidler, som efter gældende regler kan afskrives med en lavere afskrivningssats end 25%
  • Der skal være tale om fabriksnye driftsmidler
  • Der skal være tale om driftsmidler, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt

Eksempler på driftsmidler, som vil være omfattet af lovforslaget:

  • En ny industristøvsuger til en værdi på 34.400 kr. eller mere, som tilsluttes elnettet
  • En ny server til en værdi på 34.400 kr. eller mere, som tilsluttes elnettet
  • En ny sofa til virksomhedens reception, hvis købsprisen på sofaen er på 34.400 kr. eller mere
  • En ny produktionsmaskine til en værdi på 34.400 kr. eller mere, som tilsluttes elnettet

Reglerne vil gælde investeringer foretaget i perioden fra 1. januar 2025 til 31. december 2026.

I modsætning til tidligere regler på området vil lovændringen ikke give mulighed for investering i software. Hermed ses en yderligere indsnævring af virksomheders fradragsmuligheder i relation til software – senest i form af afskaffelsen af straksafskrivningsmulighederne på software.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback