Formålet med den nye lov indebærer implementering af EU-mobilitetsdirektivet (2019/2121), som regulerer grænseoverskridende omdannelser, fusioner og spaltninger.
Nøgleord for lovændringen:
Et af formålene med lovændringen har været at lette muligheden for danske kapitalselskaber til at gennemføre grænseoverskridende transaktioner i EU/EØS. Med de nye regler harmoniseres reglerne inden for EU/EØS for grænseoverskridende spaltninger og grænseoverskridende omdannelser på lige fod med reglerne for grænseoverskridende fusioner. Det er hensigten, at dette skal medvirke til at forbedre muligheden for grænseoverskridende omstrukturering.
Det centrale ledelsesorgan skal ved grænseoverskridende omstruktureringer blandt andet udarbejde en redegørelse til både kapitalejere og medarbejdere. Redegørelsen skal nu opfylde flere krav, herunder indeholde en forklaring og begrundelse ved en grænseoverskridende omstrukturering. Som noget nyt skal der udarbejdes en redegørelse, der retter sig til kapitalejerne, og en redegørelse, der retter sig til medarbejderne i det danske selskab. Redegørelsen til medarbejderne skal indeholde beskrivelse af omstruktureringens følger for medarbejdernes ansættelsesforhold, samt alle foranstaltninger, der træffes for at beskytte ansættelsesforholdene. Endvidere skal enhver væsentlig ændring i ansættelsesforholdene, herunder placering af forretningssteder, beskrives.
Med disse ændringer styrkes mulighederne for danske selskaber, som ønsker at gennemføre grænseoverskridende omstruktureringer, fordi reglerne nu i langt højere grad er harmoniserede mellem EU/EØS-landene. En konsekvens heraf er dog, at de danske dokumentkrav, for at foretage grænseoverskridende omstruktureringer, er blevet mere omfattende.
Kapitalejere, der i forbindelse med beslutningen har modsat sig den grænseoverskridende omstrukturering, har i henhold til de nye regler krav på, at kapitalselskabet indløser deres kapitalandele til det beløb, som er oplyst i planen.
Hidtil har der kun har været harmoniserede regler om indløsning ved grænseoverskridende fusioner. De nye regler medfører, at der nu også er harmoniserede regler for indløsning ved grænseoverskridende spaltning og grænseoverskridende omdannelse.