Forinden udsendelsen af de endelige 2020-vurderinger har der været udsendt deklarationsskrivelser med det datagrundlag, Vurderingsstyrelsen lægger til grund i vurderingen. På nuværende tidspunkt er over 40.000 deklarationsskrivelser udsendt, mens de resterende ejerlejligheder i landet afventer en deklarationsskrivelse snarest.
Ved modtagelsen af deklarationsskrivelsen anbefaler vi, at skrivelsen gennemgås grundigt, da mulighederne for at få tilrettet eventuelle forkerte data om ejendommene på dette tidspunkt er markant nemmere end ved påklage af den endelige vurdering. En ændring af deklarationen kræver en værdimæssig ændring på minimum 5 %, hvorimod en klage over vurderingen kræver en ændring på minimum 20 %. Indsigelsesfristen er 4 uger fra skrivelsens datering.
De ejerlejligheder, som i første omgang har modtaget og forventes at modtage de endelige 2020-vurderinger, er placeret i de større byer. Ejerlejligheder udenfor København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Aalborg og Odense forventes først at modtage deres deklarationsskrivelse og endelige 2020-vurdering på et senere tidspunkt i 2024.
På baggrund af den endelige 2020-vurdering, vil der ske efterregulering af den allerede betalte ejendomsskat i perioden 2021-2023. Hvis man har været tilmeldt indefrysningsordningen i 2021-2023, kan man vente med at betale, til ejerlejligheden sælges.
Ejerlejlighedsejerne vil med den endelige 2020-vurdering få et overblik over, om de tilbydes tilbagebetaling, hvis vurderingen tilbageskrevet i perioden 2011-2020 udgør et lavere beskatningsgrundlag. Da virkningsperioden af 2020-vurderingen er forlænget til også at omfatte beregningen af ejendomsværdiskat og grundskyld i år 2023 for ejerboliger, er det derfor væsentligt at sikre sig, at den nye 2020-vurdering er korrekt.
Ved modtagelsen af den endelige 2020-vurdering bliver det også muligt at påklage de historiske vurderinger fra perioden 2011-2020. Klagefristen vil være 90 dage fra klagestartsbrevets datering for såvel de historiske som den aktuelle vurdering.
Har du spørgsmål til deklarationsskrivelsen, den endelige 2020-vurdering eller ejendomsskatter generelt, er vi klar til at hjælpe.
Vi står desuden klar til at hjælpe dig med at vurdere potentielle klagemuligheder for de historiske vurderinger af jeres ejendomme.
Kontakt os gerne for en uforpligtende drøftelse af mulighederne.