Skip to main content

Ændrede størrelsesgrænser for bæredygtighedsrapportering

De forhøjede størrelsesgrænser har effekt allerede for 2025 årsrapporter

Erhvervsministeren har den 24. februar 2026 udsendt Bekendtgørelse om udskydelse af virksomheders pligt til rapportering om bæredygtighed og afregistrering af revisorer og uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering. Bekendtgørelsen fritager de danske virksomheder, der fremadrettet vil falde uden for anvendelsesområdet i EU’s Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), for udarbejdelse af bæredygtighedsrapportering allerede fra og med regnskabsår, der begynder 1. januar 2025. Dermed udnyttes den bemyndigelse, som Erhvervsministeren fik i december 2025 i forbindelse med implementeringen af det såkaldte ”stop-the-clock”-direktiv i dansk lovgivning. Se nærmere herom i vores nyhed fra december 2025.

Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 26. februar 2026, betyder, at virksomheder i den såkaldte Bølge 1 for bæredygtighedsrapportering, som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider mindst én af følgende størrelser:

  1. En nettoomsætning på 3.530 mio. kr.
  2. Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret på 1.000,

vil kunne vælge at undlade at udarbejde bæredygtighedsrapportering efter årsregnskabslovens § 99a allerede med virkning for årsrapporter for 2025 og 2026. Valgmuligheden kan anvendes for årsrapporter, der pr. 26. februar 2026 endnu ikke er aflagt.

Bekendtgørelsen udsendes i lyset af, at det såkaldte Substansdirektiv til ændring af CSRD’et, samt andre direktiver såsom Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) og Regnskabsdirektivet, blev optrykt i EU’s Official Journal den 26. februar 2026. Se direktivet her.

De virksomheder, der vælger at udnytte muligheden for at undlade udarbejdelse af bæredygtighedsrapportering, vil i stedet være omfattet af reglerne om udarbejdelse af redegørelse for samfundsansvar, som de er formuleret i årsregnskabslovens § 99a fra 2018.

Finanstilsynet har den 27. februar 2026 udsendt ændringsbekendtgørelser til regnskabsbekendtgørelserne for henholdsvis kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. og forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der giver finansielle virksomheder tilsvarende muligheder for at undlade udarbejdelse af bæredygtighedsrapportering allerede fra og med 2025 årsrapporten.

Det skal bemærkes, at da ændringerne til Regnskabsdirektivet igennem Substansdirektivet med de forhøjede størrelsesgrænser først er gældende lov i EU 20 dage efter optryk i EU’s Official Journal, vil virksomheder omfattet af EU’s taksonomiforordning efter vores vurdering fortsat være omfattet af kravet om udarbejdelse af taksonomirapportering frem til årsrapporter, der aflægges den 19. marts 2026.

Erhvervsstyrelsen har i forbindelse med udsendelsen af bekendtgørelserne meddelt, at styrelsen er i gang med at udarbejde et lovforslag, der forventes fremsat i Folketinget i efteråret 2026, som vil implementere Substansdirektivet i dansk lovgivning. Det vil betyde, at det fremadrettet alene vil være virksomheder med regnskabsår som starter den 1. januar 2027 eller senere, som gennemsnitligt har mere end 1.000 ansatte og mere end 3.530 mio. kr. i årlig nettoomsætning, der omfattes af kravet om bæredygtighedsrapportering.

Udover muligheden for at undlade udarbejdelse af bæredygtighedsrapportering indeholder bekendtgørelsen også en mulighed for de omfattede virksomheder til uden afholdelse af generalforsamling e.l. at fravælge og afregistrere de revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, der potentielt har været valgt til at afgive erklæring på bæredygtighedsrapporteringen. Denne særlige mulighed gælder frem til førstkommende ordinære generalforsamling e.l.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback