Skip to main content

Bæredygtighedsrapportering: Nu med ny frivillig standard for SMV’er

Topic: Sustainability

Selvom mange SMV’er nu er undtaget fra CSRD, kan frivillig bæredygtighedsrapportering stadig skabe strategisk værdi – både for kunderelationer, konkurrenceevne og rekruttering.

Det er ikke længere et spørgsmål om bæredygtighed er en del af at drive virksomhed – men hvordan man strategisk forholder sig til det.For mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er den frivillige bæredygtighedsstandard for SMV’er (VSME) en kærkommen nyhed, især i lyset af EU’s Omnibus-ændringer, der nu gør det endnu tydeligere, hvem der omfattes af CSRD – og hvem der ikke gør.Med ændringerne i Omnibus-direktivet gælder CSRD-kravene nu for store virksomheder med mere end 1.000 medarbejdere og enten en omsætning på over 391 mio. kr. eller en balancesum på over 196 mio. kr. Det er en vigtig præcisering, for det betyder, at man ikke skal overstige alle tre kriterier – blot ét af de finansielle sammen med medarbejdergrænsen.

I 2026 udvides kravene til også at omfatte små og ikke-komplekse finansielle institutioner med mere end 1.000 ansatte.

For mange virksomheder, der tidligere troede, de ville være CSRD-pligtige, betyder det en ny realitet: Man falder uden for den obligatoriske rapportering – og kan i stedet vælge den frivillige SMV-standard. Det åbner et strategisk spørgsmål: Skal vi stadig arbejde struktureret med bæredygtighedsrapportering? Og i så fald, hvordan?

Hvorfor overhovedet gå i gang, hvis det ikke er lovpligtigt?

Det spørgsmål hører jeg ofte. Og svaret afhænger af jeres forretning og jeres ambitioner. Men en ting er sikkert: Der er både strategiske og forretningsmæssige fordele ved at tage hul på bæredygtighedsrapportering – også frivilligt.

Vi ser det i stigende grad i markedet: Store virksomheder stiller ESG-krav til deres underleverandører. Banker og investorer efterspørger bæredygtighedsdata. Og medarbejdere – især de yngre generationer – vurderer arbejdspladser på deres værdier og deres impact.

Selvom VSMV-standarden (VSME) er frivillig og underlagt et såkaldt value chain cap – hvilket betyder, at man kun skal indsamle data om værdikæden i det omfang, det er påkrævet af standarden – er behovet for ESG-data fortsat stigende. En frivillig rapportering kan derfor være det, der gør jer attraktive i samarbejder, sikrer adgang til kapital og hjælper med at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere.

VSME: mindre kompleksitet, større handlekraft

Den frivillige standard for SMV’er (VSME) er langt mindre kompleks end den fulde CSRD-rapportering og indebærer en markant lavere administrativ arbejdsbyrde. Hvor CSRD kan være en tung compliance-øvelse, giver VSME mulighed for at komme i gang med bæredygtighedsrapportering på en mere overskuelig og fleksibel måde.

VSME-standarden består af to moduler: Et basis modul, som er en forsimplet version af de kvantitative datapunkter fra CSRD, og et mere omfattende modul (også kaldet et 'comprehensive modul'), som åbner for mere kvalitative beskrivelser. Det giver mulighed for at tilpasse rapporteringen til virksomhedens modenhed, ressourcer og behov.

Selvom den dobbelte væsentlighedsanalyse (DMA) ikke er et krav under VSME, anbefaler vi stadig, at man foretager en form for prioritering. Det er et vigtigt strategisk værktøj til at identificere de temaer, hvor jeres forretning og bæredygtighedsindsats påvirker hinanden mest – og dermed et godt fundament for en meningsfuld rapportering.

Brug rapporteringen strategisk – ikke bare til compliance

Selvom VSME er frivillig, er det langt fra spildt arbejde. En ESG-rapport kan give jer indsigt i områder, hvor der er både miljømæssige og økonomiske gevinster at hente. Jeg hørte for nylig et eksempel fra restaurationsbranchen, hvor arbejdet med ESG-data afslørede et unødvendigt højt vandforbrug, når man sammenlignede de forskellige retaurationslokationer. Når man har den konkrete viden, kan man som virksomhed også handle derefter. Det giver ikke bare mening i et klimaperspektiv, det sparer også penge.

Samtidig ser vi, at de virksomheder, der er tidligt ude med deres rapportering, ofte får et væsentligt forspring. De lærer, hvordan data skal indsamles, opbygger systemer og processer og bliver skarpere på, hvordan bæredygtighed spiller sammen med deres kerneforretning. Dermed bliver rapporteringen ikke en byrde, men et strategisk redskab til innovation, branding og risikostyring.
Det styrker også konkurrenceevnen og øger troværdigheden over for investorer og andre interessenter – selv når rapporteringen er frivillig. Flere og flere aktører forventer en vis grad af bæredygtighedsdata, og ved at være på forkant sender man et klart signal om ansvarlighed og modenhed.

Hvad bør I gøre nu?

Kig på jeres strategi: Er bæredygtighed en del af jeres forretningsmodel – eller bør det være det?
Overvej jeres kunder og samarbejdspartnere: Er de begyndt at stille krav? Vil de gøre det i fremtiden?
Afklar ambitionsniveauet: Skal I bare have styr på det basale – eller vil I bruge rapporteringen til at styrke forretningen?
Brug de værktøjer, der findes: Erhvervsstyrelsen har udviklet en gratis ESG-skabelon baseret på VSME-standarden. Den er et godt sted at starte.

Uvished omkring regulering bør ikke afholde jer fra at komme i gang. Ved at arbejde frivilligt med bæredygtighedsrapportering allerede nu, styrker I jeres virksomhed både indadtil og udadtil – og stiller jer stærkere, hvis rapportering på sigt bliver et krav.

Har I brug for sparring eller ønsker I at drøfte, hvordan bæredygtighedsrapportering kan skabe værdi for jeres virksomhed, står vi i Deloitte klar til at hjælpe jer videre.

Claus Jorch Andersen

Denmark
Partner

Claus har mere end 20 års erfaring som revisor og rådgiver. Claus er leder af Deloitte Private SME, hvor det primære mål er udvikling af små og mellemstore virksomheder, samt at hjælpe dem til at vækste. Derudover er Claus også leder af Deloittes branchegruppe for Restaurationer, Hoteller og Leisure, hvor Claus gennem indgående kendskab til branchen, sætter en ære i at levere proaktiv rådgivning. Claus besidder en række kernekompetencer, hvoraf bl.a. følgende bør nævnes: Vækst Driftsoptimering Skatterådgivning Revision & regnskab Salg af virksomhed Generationsskifte. Claus arbejder med en bred vifte af brancher, og fokuserer bl.a. på følgende brancher: Restauration, Hotel og Leisure E-handel IT & Software Vækstvirksomheder Real Estate & Developere