Skip to main content

Deloitte ÅrsNyt 2025

Bliv klar til regnskabsafslutning

I Deloitte ÅrsNyt 2025 har vi traditionen tro samlet information, som vi har vurderet relevant i forbindelse med aflæggelse af årsrapporter for 2025 efter ÅRL eller IFRS.

 

Også i 2025 har mange virksomheder været påvirket af en række forskellige udefrakommende forhold i form af særligt geopolitiske risici og usikkerheder. Den fortsatte krig i Ukraine, øgede spændinger i Mellemøsten og det stigende omfang af handelsbarrierer har medført øget volatilitet i markedspriser for energi og råvarer, udfordringer i leverandørkæder og hastige forandringer i de globale markedsforhold. Forhold, der alle kan påvirke virksomhedernes indtjening, finansielle stilling og pengestrømme. Derudover mærkes klimaforandringerne i stigende grad og giver både muligheder og trusler, som påvirker både virksomhederne og deres interessenter.

Samlet set er der tale om forhold, som kan påvirke virksomhederne på mange måder og meget forskelligt. Det er derfor nødvendigt, at virksomhederne både nøje overvejer effekten på indregning og måling, præsentation af regnskabsposter og i særdeleshed behovet for oplysninger om væsentlige regnskabsmæssige skøn og usikkerheder i ledelsesberetning og noter, som muliggør regnskabsbrugers vurdering af hensigtsmæssigheden og konsekvensen af de foretagne skøn.

Derudover står mange virksomheder overfor at skulle implementere nye lovkrav i ÅRL og forholde sig til ændrede krav om bæredygtighedsrapportering efter CSRD, som for virksomheder i regnskabsklasse C (stor) og små og mellemstore virksomheder i klasse D er udskudt til 2027 og potentielt aldrig bliver et krav. Virksomhederne bør også forholde sig til ERST’s stigende fokus på efterlevelse af kravene til indholdet af ledelsesberetningen og kriterierne for og oplysninger om indregning af udviklingsprojekter som immaterielle aktiver.

Af særlig interesse for de børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber er status på det igangværende arbejde i EU med at reducere og forenkle kravene til bæredygtighedsrapportering samt en række nyheder om IFRS og regnskabskontrollen fra ERST og Finanstilsynet, herunder fokusområderne fra ESMA for regnskabskontrollen af 2025-årsrapporterne.

Under selskabsretlige forhold omtales en række ændringer til selskabsloven, herunder ændringer, der skal gøre det lettere for iværksættere at skaffe kapital, justerede anbefalinger for god fondsledelse samt udkast til lovændringer vedrørende både erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde.

Did you find this useful?

Thanks for your feedback