Skip to main content

Teknologien i den offentlige sektor lever endelig op til sit løfte

Topic: Government & Public Services

For nylig skrev nogle af mine Deloitte-kolleger, der er eksperter i forsyningskæder, at 2023 er året, hvor teknologien endelig lever op til sit løfte. Med det mente de, at de store landvindinger inden for bl.a. integreret datamodellering, machine learning og systemfunktionalitet det seneste år har givet organisationer mulighed for at skabe et helt nyt niveau af transparens, styring og brugerinddragelse – og dermed også stå langt bedre rustet i en omskiftelig verden.

Samme melding får jeg, når jeg taler med vores store hold af SAP-eksperter, hvoraf også mange betjener vores kunder i den offentlige sektor. Organisationer implementerer ikke længere den gamle SAP ”monolit”, men en såkaldt ren digital kerne (clean digital core), hvorpå innovative cloud-løsninger hægtes på som satellitter, der kommunikerer gennem åbne API’er. Også her får organisationer helt nye muligheder for at ruste sig til fremtidens digitale offentlige sektor – og samtidig skabe nogle langt bedre oplevelser for de mennesker, der bruger teknologien.

I den offentlige sektor er digitaliseringen på mange måder også gået ind i en ny fase. Fra at handle primært om procesoptimering af sagsbehandling eller administrative funktioner, er digitalisering i dag langt bredere og ses som en af de vigtigste løftestænger for både den grønne omstilling og for at gentænke de velfærdsområder, som allerede i dag lider under en alvorlig mangel på ressourcer og arbejdskraft. 

" Som kommunaldirektør i Hørsholm og medlem af regeringens digitaliseringsråd, Pernille Halberg Salamon, sagde for nylig, da vi talte med hende til Deloitte Public Perspetives, så bør digitalisering i dag være forankret i hele organisationen og på alle ledelseslag, ikke kun i it-organisationen eller blandt nogle få ildsjæle. Det gælder også det politiske niveau, hvor der skal være et digitalt mindset. Det er ganske enkelt en ledelsesopgave, man ikke kan skyde fra sig – og det er nogle kompetencer, man er nødt til at opbygge i hele organisationen, som hun meget rigtigt siger." 

Fremskridt over hele verden
Det er naturligvis ikke kun i Danmark, at den offentlige sektor er på vej ind i den digitale fremtid. Over hele verden arbejdes der hårdt på at gøre ”mere for mindre” og samtidig skabe en bedre og mere ligeværdig borgeroplevelse gennem ny teknologi.

Det er således opløftende at læse Deloittes seneste Government Trends1, som blev udgivet i marts 2023 og samler nogle af de globale tendenser i den offentlige sektor, herunder også den store bølge af digitalisering, som pågår alle steder i verden.

Noget af det, som alle disse digitaliseringsprojekter har tilfælles, er ønsket om at skabe en ”no wrong door” tilgang til offentlig digitalisering, dvs. et princip om, at offentlige services kan tilgås på en måde, der passer til den enkelte borger. Mange arbejder også med at nedbryde skellene mellem de forskellige forvaltningsområder, således at borgerne oplever, at de offentlige services er endnu mere sammenhængende – set fra et borgerperspektiv. Endelig er mange lande naturligvis gået i gang med at skabe en sikker digital verifikation – en opgave, som vi heldigvis allerede har løst i Danmark med NemID og nu MitID.

Hvordan kommer vi videre?
Selv om vi på mange måder er foran med digitalisering i Danmark, skal vi selvfølgelig videre, for der er stadig meget at gøre på det digitale område, ikke mindst inden for arbejdskraftbesparende teknologier, grøn omstilling og fortsat effektivisering af sagsbehandling og borgeroplevelsen.

Lad mig fremhæve tre tendenser, der allerede har sat turbo på mange innovative offentlige digitaliseringsprojekter:

  1. For det første er standardsystemer som ServiceNow, WorkZone og SalesForce blevet udviklet massivt bare de seneste fem år i forhold til både brugergrænseflader, funktionalitet og implementeringshastighed, fordi de er lette at konfigurere ved hjælp af low code-teknologier. Samtidig tilbyder platformene i stigende grad avancerede værktøjer som front end (web applikationer, mobile devices, virtuelle assistenter mv.), digitale workflows og automatisering samt Analytics-værktøjer – alt sammen en væsentlig forbedring i forhold til at designe sin systemunderstøttelse i overensstemmelse med brugernes behov.
  2. For det andet er kombinationen af en grundlæggende digital platform og low code konfigurationsmuligheder med til at understøtte en agil udviklingstilgang, hvor man løbende kan digitalisere uden at det skal ske som store projekter. Sikkerhedsstyrelsens Produkter.dk er godt eksempel på et sådan projekt, der udnytter både agile værktøjer og cloud-teknologi til at skabe én indgang til produktsikkerhed for borgere og virksomheder. Og samtidig er løsningen naturligvis bygget på en skalerbar infrastruktur, så den kan integreres i et internationalt rammeværk.
  3. Ved siden af standardplatformene og de agile projekter ser vi også flere og flere eksempler, hvor organisationer går helt til frontlinjen af den teknologiske udvikling for at skabe innovative løsninger ved hjælp af eksempelvis kunstig intelligens. Igen er vi heldige i Deloitte at have nogle af Danmarks førende AI-eksperter, der gennem de seneste år har drevet en række banebrydende løsninger: Fra bekæmpelse af hvidvask til punktlighedsforudsigelser for togtrafikken, fra automatiske kontroller af offentlige ydelser til habitatgenkendelse af den danske natur. En af vores kunder bad os f.eks. om at bygge en AI-model til legalitetskontrol af 12 millioner dokumenter! Det viser noget om, hvad kunstig intelligens kan bruges til – og nej, der er naturligvis ikke tale om ukontrollable ”monstre” som ChatGPT, men derimod AI-modeller med fuld åbenhed og transparens.

Endelig anlægger flere og flere offentlige organisationer en partnerskabs- og økosystem-tankegang. For nylig havde vi i DeloitteHuset besøg af Ricco Dyhr, direktør for Nykøbing Falster Sygehus, der om nogen arbejder i frontlinjen af de udfordringer, der kendetegner den offentlige sektor. En af hans løsninger har netop været at igangsætte samarbejder med både startups og etablerede virksomheder om alt fra patientmonitorering til predictive analytics – alt sammen båret af viljen til at afprøve nye samarbejdsformer for at øge innovationskraften.

Så ja, der er en masse gode ting i gang – og meget mere at tage fat på.

[1] https://www2.deloitte.com/us/en/insights/industry/public-sector/government-trends.html

Our thinking