Insight

Ægtefællebeskatning

Jeg hører tit mine venner joke med, at den eneste grund til at gifte sig er af økonomiske årsager. Giver god mening, at man er to om at dele regningerne. Men har også hørt, at der kunne være nogle skattefordele ved at være gift? Den evige joke kan jo have baggrund i et eller andet skatteretligt, men jeg er ikke selv gift endnu, så har ikke så meget kendskab til det. Har I mulighed for at fortælle lidt om de skatteregler, som gælder for personer som har indgået ægteskab? 

Du har ret i, at der gælder nogle særlige regler for beskatning mellem ægtefæller. Indledningsvist må det dog nævnes, at alle personer som udgangspunkt skal opgøre sin egen skattepligtige indkomst og følge de generelle skatteregler. For ægtefæller er der dog undtagelser til dette. Dette omhandler reglerne om sambeskatning og muligheden for at fordele overskud fra personligt ejet virksomhed mellem ægtefællerne, hvis de i fælleskab driver denne virksomhed.

For at være omfattet af reglerne skal der enten være indgået ægteskab eller registeret partnerskab, hvor parterne er samlevende. Ugifte vil derfor ikke være omfattet. At være samlevende indebærer især, at personerne har etableret fælles husførelse og har et samliv sammen. Ophører samlivet eller en af de to personers fulde skattepligt til Danmark, vil reglerne ikke længere kunne finde anvendelse. Lever de to parter adskilt, kan det tale for, at samlivet er ophævet.

Hvad angår de mere specifikke skatteregler er udgangspunktet, at ægtefællerne skal være samlevende ved indkomstårets udløb. Er det tilfældet, har ægtefæller mulighed for at overføre uudnyttede bundfradrag imellem sig ved beregning af skatten. Det gælder f.eks. aktieindkomst, hvor der et bundfradrag, som i 2019 udgør 54.000 kr. Eksempelvis, hvor den ene part ejer aktier, som medfører en høj aktieindkomst, vil ægtefællens uudnyttede bundfradrag kunne overføres og dermed opnå en lavere skat af aktieindkomsten. Der vil for ægtefællerne under ét kun ske en beskatning på 27% af 108.000 kr. i stedet for de 54.000 kr. som gælder for én person. Aktieindkomst over dette grundbeløb beskattes med 42%.

Overførsel af uudnyttede bundfradrag gælder også ved skatteberegningen i forhold til bl.a. positiv kapitalindkomst og personfradrag. Derimod gælder det ikke for bundfradraget ved beregningen af skatten af personlig indkomst, som typisk omfatter lønindkomst og overskud af virksomhed.

Driver ægtefæller en personlig ejet virksomhed i fælleskab, gælder også visse muligheder, når man er samlevende. Som hovedregel kan dog nævnes, at indkomsten ved virksomhedsdriften skal medregnes hos den af ægtefællerne, som primært driver virksomheden. Der kan dog ske visse fordelinger af indkomsten mellem ægtefællerne, f.eks. ved brug af reglerne om medarbejdende ægtefælle eller ved indgåelse af en lønaftale. En fordeling af overskuddet giver ægtefællerne mulighed for at optimere deres skattebetaling i forhold til f.eks. topskatten. Ægtefæller har også mulighed for skattefrit at overdrage virksomhed mellem hinanden, uden at det udløser skat. Det anbefales, at der søges nærmere rådgivning, hvis du står i denne situation med fælles drevet personligt ejet virksomhed.

Med i billedet hører imidlertid også, at man som ægtefælle har en udvidet hæftelse, når det gælder skatter. Uanset hovedreglen om, at man ikke hæfter for hinandens gæld, så er der i skatte-lovgivningen fastsat bestemmelser om, at der hæftes for ægtefællens skatter, der kan henføres til de indkomstår, hvor man har været gift.

Uden for selve skatteberegningen gælder også, at ægtefæller kan gives gaver til hinanden, uden at der skal betales gaveafgift eller indkomstskat heraf. Ægtefæller kan dermed forære eller overdrage værdipapirer, kontanter eller andre værdigenstande mellem hinanden, uden at dette vil udløse en afgift. Bemærk, at beløbsgrænsen på 64.300 kr. (2019) ved gaver til bl.a. børn og børnebørn gælder pr. ægtefælle, og at der ikke her er en mulighed for at udnytte den anden ægtefælles bundgrænse.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('