Insight

Godt nyt på skattefronten

for investeringsfonde og investorer

To bindende svar fra Skatterådets møde den 23. marts 2021 har skabt udfordringer for danske investeringsfonde, der anvender strukturer med flere lag af transparente selskaber (typisk K/S’er). Men nu er der godt nyt!

7. juni 2023

 

Skatterådet har med de to bindende svar (SKM2021.216.SR og SMK2021.218.SR) anlagt en fortolkning af reglen i selskabsskattelovens § 2 C, der medfører, at visse danske K/S’er i sådanne strukturer skal omkvalificeres og beskattes som selvstændige skattesubjekter. Dvs. på samme måde som aktie- og anpartsselskaber, hvis blot én enkelt investor er hjemmehørende i et land, som betragter danske K/S’er som selvstændige skattesubjekter, eller som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, der opfylder visse kriterier. Sådanne investorer kaldes i sammenhængen for ”dårlige” investorer. Konsekvensen af en omkvalificering er, at alle øvrige (dvs. ”gode”) investorer reelt bliver dobbeltbeskattet. Denne dobbeltbeskatning kan bl.a. ramme danske pensionssparere, i det omfang pensionsselskaber har investeret i danske investeringsfonde, hvor der deltager udenlandske investorer.

Vi har assisteret med at påklage det ene af de omtalte bindende svar til Landsskatteretten, idet vi var uenige i Skatterådets fortolkning af selskabsskattelovens § 2 C. Ved kendelse af 26. maj 2023 har Landsskatteretten ændret det bindende svar og dermed tilsidesat den praksis, Skatterådet har anlagt.

Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2 C indebærer, at en transparent enhed skal omkvalificeres til et selvstændigt skattesubjekt, hvis ”en eller flere tilknyttede personer, … som sammenlagt direkte eller indirekte ejer mindst 50% af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet”, er ”dårlige” investorer. Skatterådets praksis indebar, at investorer, der investerer via eksempelvis et K/S, alle blev anset for tilknyttet et eventuelt K/S på et lavere niveau, og at der ikke skulle foretages en yderligere vurdering af, om mindst 50% af de investorer, der var tilknyttet K/S’et på lavere niveau, faktisk var ”dårlige” investorer. Konsekvensen af denne fortolkning er, at hvis blot én investor er ”dårlig”, bliver alle investorer ”dårlige”. Et eventuelt yderligere K/S på et lavere niveau i ejerstrukturen skal derfor omkvalificeres til selskab, idet 50%-kravet pr. automatik er opfyldt. Vores opfattelse er, at bestemmelsen indeholder to særskilte tests, således at det først skal afgøres, hvilke investorer der er tilknyttet det yderligere K/S på lavere niveau. Derefter skal det afgøres, hvor mange af de tilknyttede investorer der faktisk er ”dårlige”.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter der skal ske omkvalifikation af transparente enheder, når ”dårlige” investorer faktisk ejer mindre end 50% af en transparent enhed. Det er således efter Landsskatterettens afgørelse investorernes reelle ejerandele, der skal lægges til grund, når det skal vurderes, om ”dårlige” investorer sammenlagt direkte eller indirekte ejer mindst 50% af stemmerettighederne, kapitalen eller retten til andel af overskuddet. Dette indebærer, at selskabsskattelovens § 2 C også efter Landsskatterettens opfattelse indeholder to særskilte tests.

Dermed er risikoen for tilfældig dobbeltbeskatning af ”gode” investorer reelt fjernet.

Afgørelsen fra Landsskatteretten er endnu ikke offentliggjort. 

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål.

Fandt du dette nyttigt?
$(document.head).append(''); $(document.head).append('