Forslag til skærpelse af regler om rapportering om CSR |
Erhvervsstyrelsen¹ har sendt et forslag til ændring af årsregnskabslovens (ÅRL) § 99a i høring, hvori det forslås, at redegørelsen om samfundsansvar udtrykkeligt skal indeholde oplysninger om virksomhedens politikker for at respektere menneskerettigheder og for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter. Hvis virksomheden ikke har formuleret sådanne politikker, skal dette oplyses i ledelsesberetningen.
Det forslås, at kravet skal træde i kraft den 1. juni 2012 og have virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2012 eller senere. For virksomheder med kalenderårsregnskab betyder det, at kravet skal følges første gang i årsrapporten for 2012.
| Årsregnskabslovens § 99a suppleres med et nyt stk. 3 Ifølge årsregnskabslovens § 99a skal store virksomheder i regnskabsklasse C og virksomheder i regnskabsklasse D supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar. Ved samfundsansvar forstås, at virksomhederne frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Redegørelsen skal efter stk. 2 omfatte virksomhedens politikker, handlinger og resultater. Redegørelsen skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomhederne kan dog vælge i stedet at give redegørelsen i en supplerende beretning til årsrapporten eller på virksomhedens hjemmeside. Hvis virk-somheden ikke har politikker for samfundsansvar, skal dette oplyses i ledelsesberetningen. Det nye stk. 3 forslås formuleret som følger: ”Redegørelsen efter stk. 1 skal udtrykkeligt indeholde oplysninger om virksomhedens politikker for at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter. Hvis virksomheden har sådanne politikker, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Har virksomheden ikke sådanne politikker, skal dette oplyses i ledelsesberetningen” |
Forslaget til ændring af årsregnskabsloven er udsendt sammen med et forslag om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd og er et led i udmøntningen af regeringens målsætning om, at Danmark skal være i front, når det gælder virksomheders globale ansvarlighed overfor arbejdstager- og i forhold til menneskerettigheder, internationale miljøstandarder og bekæmpelse af korruption.
Evaluering af virksomhedernes rapporteringspraksis viser² , at under 40 % af de store danske virksomheder rapporterer om menneskerettigheder, og at 89 % af de store virksomheder rapporterer om miljø/klima som en del af deres årlige redegørelse for samfundsansvar. Ifølge lovbemærkningerne er der behov for, at flere virksomheder rapporterer om deres indsats i forhold til menneskerettigheder, og at virksomhederne fortsat udvikler deres klimaindsats og -rapportering.
Regeringen forventer, at en vedtagelse af forslaget vil skabe gevinst for samfundet som helhed samt gevinst for den enkelte virksomhed, fx ved at danske virksomheder lettere kan adskille sig fra konkurrenter på globale markeder.
Endvidere indarbejdede OECD’s ministerråd den 25. maj 2011 nye retningslinjer fra FN om menneskerettigheder i OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. Forslaget sikrer, at Danmark lever op til disse retningslinjer.
¹ Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skiftede navn til Erhvervsstyrelsen den 1. januar 2012.
² Se rapporten ”Samfundsansvar og Rapportering i Danmark - Effekten af 2. år med rapporteringskrav i årsregn-skabsloven” via link til højre.
