Bookmark Email Udskriv denne side

Gode takter i klimaplan

Ros til regeringens erhvervsklimastrategi, men på enkelte områder kan den være mere ambitiøs

Der er masser af gode takter i den erhvervsklimastrategi, regeringen netop har fremlagt, men på enkelte områder kan strategien gøres endnu mere effektfuld, mener Preben Sørensen, leder af Climate & Cleantech i Deloitte.

- Det er glimrende, at der nu sættes forøget fokus på Danmark som cleantech-nation. Vi har en række globalt førende virksomheder og samtidig en stor underskov af mindre virksomheder, siger han.
Preben Sørensen fremhæver det som positivt, at regeringen i klimastrategien på en række områder har fokus på søfarten.

- Danmark er en meget stor søfartsnation, og der er oplagte potentialer. De danske rederier er langt fremme i deres klimaindsats, men man skal huske, at de ikke kan gøre det alene. Det er afgørende, at man sikrer ens konkurrencevilkår globalt, siger han.

Regeringens målsætning om at bygge videre på den stigende klimainteresse på forbruger- og investorside er med til sikre klimastrategien effekt, fordi man understøtter allerede eksisterende drivkræfter, mener Preben Sørensen. Han mener dog, at man enkelte steder skal være mere ambitiøs.

- Når man vil integrere klimamærkning i eksisterende mærkningsordninger, synes jeg, man sigter for lavt og lidt ved siden af. Du kan eksempelvis have økologiske varer, som belaster klimaregnskabet. Der er en meget bred klimainteresse, hvis man vil sikre tilliden til, at det nytter, så skal det være klart for forbrugerne med tydelige og troværdige mærkningsordninger, siger han.

Preben Sørensen efterlyser samtidig mere konkrete tiltag, der kan nedbringe energiforbruget hos virksomheder og i bygninger.

- Hvis vi vil være kendt klimanation, så skal hjemmebanen være i orden. Det er fint, at man noterer, at der er et meget stort potentiale, hvor virksomhederne kan nedbringe energiforbruget. Investeringerne i energiforbedringer af bygninger kan være pænt rentable. Men der er sket for lidt på området. Jeg tror, man med fordel kunne fremme ordninger, hvor energiselskaberne, realkreditselskaber og andre kunne tilbyde levering og finansiering af energibesparelser. Her kunne man se på, om der var behov for særlige incitamenter, siger han.

Preben Sørensen roser regeringen for at satse på forretningsdrevet klimaansvar.

- Når vi rådgiver virksomheder om klimastrategier, er det centralt, at klimaindsatsen er knyttet op til den overordnede forretningsstrategi. Samtidig skal virksomhederne tænke hele værdikæden ind, så man tager fat, der hvor der batter mest. Skal det lykkes, så skal sund forretning og samfundsansvar gå hånd i hånd, siger han.

Sidst opdateret: 

Vil du vide mere?

Navn:
Preben J. Sørensen
Firma:
Deloitte
Jobtitel:
Partner
Telefon:
+45 36 10 32 29
Email
psoerensen@deloitte.dk