Nye giganter i den globale detailhandel |
Globaliseringen i detailhandlen ruller videre, vækstøkonomierne vil spille en langt større rolle end hidtil. Samtidig er luksusvarerne under pres. Finanskrisen har ændret på forbrugsmønstret, viser Deloitte-analysen Global Powers of Retailing 2010.
Vi skal lære at sige udsalg og tilbud på russisk og kinesisk. Mens det tidligere var europæiske og amerikanske detailgiganter, som ekspanderede, vil vi om nogle år måske se kinesiske eller russiske butikskæder i danske gågader og indkøbscentre. Det er en af konklusionerne i den nye, globale rapport "Global Powers of Retailing 2010” fra Deloitte.
Adskillige års med kraftig vækst i omsætningen blev bremset brat. I stort omfang var de amerikanske og europæiske forbrugeres købelyst baseret på friværdien i deres boliger, og selv om bunden er nået, vil det amerikanske og europæiske detailmarked være ændret for bestandig. Hvor Kina hidtil næsten udelukkende har spillet en rolle som producent, vil det kinesiske marked få øget betydning for den globale detailhandel i årene fremover. Det samme vil det russiske marked. I Deloittes analyse har man set på de 250 største detailkæder i verden. Blandt de ti kæder i denne gruppe, som har præsteret den kraftigste vækst i femårsperioden 2003-2008, er det to russiske, to kinesiske og en tyrkisk kæde.
- I flere af vækstøkonomierne ser vi en hastigt voksende middelklasse, som vil spille en markant rolle for det globale marked de kommende år. For europæiske kæder vil det være afgørende, at man får etableret sig på vækstmarkederne. Samtidig kan vi se, at der vokser nye kæder op i lande som Kina, Rusland og Brasilien. Med et stærkt hjemmemarked vil disse kæder også satse globalt, og på længere sigt vil det være naivt at tro, at den globalisering vil gå uden om Danmark, siger partner Keld Danielsen fra Deloitte.
Der er stadig en række af detailgiganterne, som kun opererer på deres hjemmemarked, men de globale aktører klarer sig generelt langt bedre. Kæder med et butiksnetværk i mere end ti lande har en markant større omsætningsvækst og en betydelig bedre indtjening end de kæder, der kun opererer i eget hjemland, viser rapporten.
Analysen fra Deloitte peger samtidig på, at luksusvarerne kan komme under hårdt pres.
- I den helt dyre ende gør det ikke ondt, hvis man er mangemillionær, har man såmænd stadig råd til både dyre tasker og biler, men den del af luksussegmentet, som har levet højt på de gode tider for den øvre middelklasse har haft det hårdt under finanskrisen. De tider, hvor man med et nyt lån i huset kunne få både nyt køkken og designermøbler, er forbi, og her er der formentlig tale om en varig ændring af forbrugsmønstret, siger Keld Danielsen.
Han fremhæver, at både producenter og butikskæderne skal være yderst bevidste om, hvor i markedet de placerer sig.
- Der er ingen tvivl om, at vi vil se en polarisering. Du skal enten have et stærkt brand og være kendt for høj kvalitet eller kunne konkurrere på prisen. De butikker og kæder, som vil lidt af begge dele, får det svært, siger han.
Sidst opdateret: