Bookmark Email Udskriv denne side

Få styr på ansættelsesbeviserne

En ny dom, der kan få vidtrækkende konsekvenser, bør få danske virksomheder til at sikre, at alle medarbejdere har et skriftligt ansættelsesbevis, sådan som loven kræver det. I dommen fra Københavns Byret fik en medarbejder tilkendt en godtgørelse på næsten 100.000 kr., svarende til 15 ugers løn, på grund af et mangelfuldt ansættelsesbevis. Det er den suverænt højeste erstatning i den type sager. En lovændring fra foråret 2007 muliggjorde et betydeligt højere godtgørelsesniveau. Tidligere lå godtgørelsesniveauet typisk på 5-10.000 kr. Efter lovændringen er loftet for godtgørelse 13 ugers løn. Under skærpende omstændigheder kan der dog tilkendes en godtgørelse på helt op til 20 ugers løn.

- Den nye dom viser, at domstolene er parat til at bruge de nye rammer. Det er den hidtil højeste erstatning, og man kan sagtens forestille sig kommende sager, hvor erstatningen bliver endnu højere, siger advokat Thomas Meyer Stage, der er leder af Deloittes ansættelsesretlige gruppe.

- Lægger man tidsforbruget og sagsomkostninger til en retssag oveni en erstatning på tre-fem måneders løn, så kan det blive en bekostelig affære, hvis man som arbejdsgiver ikke har styr på medarbejdernes ansættelseskontrakter. For mindre virksomheder kan blot en enkelt af disse sager være kritisk for økonomien, så det gode råd er, at man hellere skal tjekke én gang for meget end én gang for lidt, siger Thomas Meyer Stage.

Den konkrete sag blev ført af HK for en butiksansat. Sagen drejede sig blandt andet om opsigelsesvarslets længde. Lønmodtageren gjorde gældende, at han var funktionær, hvilket ikke fremgik af ansættelsesbeviset. Lønmodtageren mente at han derfor var berettiget til et længere opsigelsesvarsel, end arbejdsgiveren havde opsagt ham med. Retten gav lønmodtageren medhold i, at han med det arbejde, han udførte, var omfattet af funktionærloven. Det fremgik ikke af ansættelsesbeviset, og derfor var ansættelsesbeviset mangelfuldt.

Sidst opdateret: 

Vil du vide mere?

Navn:
Thomas Meyer Stage
Firma:
Deloitte
Jobtitel:
Senior manager
Telefon:
+45 36 10 21 03
Email
tstage@deloitte.dk