Analyse af livs- og skadesforsikringsbranchenAgendaen nu og fremadrettet |
I år takkede 14 topchefer blandt de største aktører i den danske livs- og skadesforsikringssektor ja til at deltage i den interviewbaserede undersøgelse, som Deloitte gennemførte i 2012.
Undersøgelsen giver et repræsentativt billede af sektorens samlede aktiviteter og forventninger til de udfordringer, sektoren står over for.
Undersøgelsen omhandler temaerne:
- risikostyring
- forretningsmodeller og
- regulering
Den tager afsæt i en række væsentlige strategiske spørgsmål:
- Hvad er ambitionsniveauet og fokusområderne for selskabets risikostyring?
- Hvilke strukturelle ændringer forudser respondenterne for forretningsmodellen for forsikringsselskaber fremadrettet?
- Hvilke konsekvenser af Finanstilsynets ageren har sektoren oplevet?
Konkurrencesituationen i sektoren er kendetegnet ved, at den danske forsikringssektor står foran en tid med forandringer. Den økonomiske usikkerhed med lave renter og lav vækst giver især pensionsbranchen udfordringer med garantier og investeringer. Skadesforsikringsselskaberne mærker primært den økonomiske afmatning ved manglende vækst.
Demografi og forlængede levetider påvirker pensionsbranchen på to fronter. På den ene side forbereder selskaberne sig på at redefinere deres rolle i samfundet til i højere grad at varetage en del af ældreforsorgen i form af nye produkter.
På den anden side forventes selskabernes økonomiske vilkår at blive udfordret, ved at udbetalingerne forventes at overstige indbetalingerne, og ved at udbetalingerne finder sted i en længere periode. Samtlige respondenter ser en stor udfordring i den skærpede konkurrencesituation og vurderer, at der er behov for konsolidering i sektoren i højere grad end tidligere.
- Risiko står fortsat højt på agendaen.
Risikostyring defineres forskelligt og indplaceres tilsvarende organisatorisk forskelligt i forretningen. Et gennemgående træk er dog, at samtlige respondenter gennem de seneste år har tilført øgede ressourcer til området, ligesom selskaberne i stigende grad søger at anvende risikostyring i den strategiske styring. - Innovation ses som nøglen til vækst.
Selskaberne står foran en opgave med at segmentere kundebasen, innovere produktpaletten og optimere prissætningen for at imødekomme krav fra kunderne og sikre vækst. - Konsolidering står højt på agendaen.
De stadig stigende krav til selskaberne om lave omkostninger og et rentemiljø tæt på nul tvinger selskaberne til at genoverveje forretningsmodellen. Mange selskaber ser konsolidering som den rette løsning for sektoren. - Myndighederne interagerer i højere grad end tidligere i selskabernes forretning.
Der er bred enighed blandt respondenterne om, at politiske og regulative tiltag er nødvendige for at sikre stabilitet, men respondenterne påpeger, at omfanget og implementeringshastigheden ikke altid understøtter en sund, langsigtet udvikling af sektoren. - Bestyrelsens kompetencer er i fokus.
Diversitet og kompetencer er essentielt, da ledelsen skal kunne håndtere komplekse problemstillinger. Respondenterne nævner, at såvel direktionen som bestyrelsen bruger stadig mere tid på regulative forhold på bekostning af forretningsudvikling. Dette er bekymrende i tider, hvor der er brug for vækst og innovation.
Læs undersøgelsens hovedkonklusioner
Undersøgelsens hovedkonklusioner er gengivet i den pdf, du kan hente via download-funktionen øverst her på siden.
Ønsker du at modtage et fysisk eksemplar?
Ønsker du at modtage et eller flere eksemplarer med posten, er du velkommen til at kontakte Anne-Sophie Andersen på mail anandersen@deloitte.dk.
Analyse af livs- og skadesforsikringsbranchen, Agendaen nu og fremadrettet