Optimeringspotentiale inden for rapportering, budgettering og forecasting |
Deloitte påviser i sin seneste analyse af 231 store virksomheders rapportering, budgettering og forecasting, at kun halvdelen af virksomhederne driver deres forretning på baggrund af rapportering, budgettering og forecasting i høj kvalitet.
85% af alle virksomhederne i undersøgelsen mener således, at budgetter og forecasts er meget vigtige for deres mulighed for at øge virksomhedens profitabilitet, mens kun 52% af alle virksomhederne mener de har et budget og et forecast, som er rettidigt, relevant og præcist.
Samtidig oplyser virksomhederne, at de bruger for meget tid på at indsamle data i forhold til den tid, der efterfølgende anvendes på at analysere data og ikke mindst anvende data i virksomhedens fremadrettede beslutningsproces. Ligeledes viser undersøgelsen, at der i virkeligheden er et større behov for at vide hvilke relativt få KPI’er, som er de mest udslagsgivende for virksomhedens resultat.
Det paradoksale er, at mange virksomheder har brugt store summer på at implementere et SAP system eller et andet ERP system, som skal sikre dem en grundlag for bedre rapportering, budgettering og forecasting, men forsat bruger Excel og dermed ikke udnytter mulighederne i deres SAP system eller andet ERP system.
Kun 14% af de adspurgte virksomheder er lykkedes med at automatisere deres rapportering, budgettering og forecasting. Til gengæld oplyser 75% i denne gruppe, at kvaliteten af deres rapportering, budgettering og forecasting er af høj kvalitet, mens kun 36% af de virksomheder, der fortsat bruger Excel, er tilfredse med kvaliteten af deres rapportering, budgettering og forecasting.
Undersøgelsen påviser også, at det ikke er tilstrækkeligt at have et stort datagrundlag til rådighed men langt mere vigtigt, at det er de rigtige faktorer der budgetteres, rapporteres og forecastes på samt, at der forsat er et stort potentiale for optimering af rapportering, budgettering og forecasting.
Vi rådgiver en række virksomheder inden for disse fagområder, hvor optimeringsprocessen fordrer viden inden for både økonomi, strategi, proces, organisation, ERP systemer samt it-arkitektur. Mange virksomheder fokuserer i deres optimeringsproces ofte på en eller få af disse elementer og opnår herved ikke den optimale løsning for hele virksomheden.
