Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab   Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
 
Skatteindgreb – L 23 af 8. oktober 2008
Billede

Skatteindgrebet fra regeringen og Folketinget i 2007 mod kapitalfonde skal nu justeres på en række områder, som kan have generel betydning for selskaber. Ændringerne fremgår af lovforslag L 23 af 8. oktober 2008. Vi gennemgår her i hovedtræk de væsentligste punkter i lovforslaget.

Rentebeskæring
I forbindelse med det såkaldte kapitalfondsindgreb blev der med virkning fra 1. juli 2007 indført nye regler om beskæring af rentefradragsretten. Der blev indført regler om fradragsbeskæring, såfremt nettofinansieringsudgifterne overstiger en standardforrentning (p.t. 7%) af  den kvalificerede aktivmasse. Endvidere blev der indført en såkaldt EBIT-regel, hvorefter nettofinansieringsudgifterne kun kan give fradrag med 80% af den skattepligtige indkomst før finansieringsomkostninger. I forhold til begge regelsæt gælder en bundgrænse, således at reglerne kun anvendes, såfremt nettofinansieringsudgifterne overstiger et beløb på p.t. 20,6 mio. kr. opgjort på koncernbasis.

Kurstab på fordringer

  • For at undgå at der sker fradragsbeskæring af velkonsoliderede virksomheder, foreslås nu en lempelse, således at der ikke skæres i fradraget af nettokurstab på fordringer, som overstiger renteindtægterne i indkomståret. Kurstab, der ikke beskæres, modregnes i senere års gevinster, således at der skabes symmetri. Forslaget ændrer på konsekvenserne i forhold til, hvordan rentefradragsbeskæring fordeles inden for af selskaber, der sambeskattes, og i forhold til prioriteringen af de forskellige elementer, der indgår i nettofinansieringsudgifterne.
  • EBIT-reglen foreslås ændret således, at de nævnte kurstab på fordringer ikke indgår ved opgørelsen af EBIT-begrænsningen.

Varedebitorer og varekreditorer

  • Varedebitorer indgår ved opgørelsen af aktivmassen. Derimod indgår fordringer ved salg af tjenesteydelser efter de nugældende regler ikke. Dette foreslås nu ændret, således at fordringer ved salg af tjenesteydelser sidestilles med (rene) varedebitorer.
  • Det foreslås præciseret, at varedebitorer hhv. varekreditorer omfatter fordringer og gæld vedrørende køb og salg af alle næringsaktiver. Ændringer præciserer, at også næringsejendomme omfattes af bestemmelsen. 

Aktier i udenlandske datterselskaber
Aktier i udenlandske datterselskaber indgår på en særlig saldo, hvoraf 20% af en eventuel positiv saldo medregnes til aktivmassen. Formålet er, at en del af finansieringsudgiften ved køb af udenlandske datterselskaber kan lægges i Danmark med adgang til skattemæssigt fradrag.

  • Den særlige bestemmelse om kapitalforhøjelser i forbindelse med indirekte opkøb justeres, således at f.eks. opløsning af joint ventures bliver omfattet.
  • Åbningsbalancen for saldoen - svarende til tidligere erhvervede aktier (2006 eller før) – blev reguleret i en overgangsbestemmelse. Værdien skal efter overgangsreglen fastsættes til den laveste af en reguleret anskaffelsessum og den regnskabsmæssige indre værdi ved udløbet af seneste regnskabsår (indre værdi). Det har vist sig, at "indre værdi metoden" blev den altovervejende hovedregel, hvilket ikke var tiltænkt. Der foreslås derfor et alternativ til "indre værdi metoden", hvorefter anskaffelsessummen nedsat med udbytteudlodninger fra 1997 og senere kan anvendes.

Ud over nævnte ændringer foreslås en række mindre ændringer af teknisk karakter.

Skattefri opskrivning
Det har efter gældende ret været muligt at foretage en i realiteten skattefri opskrivning af immaterielle aktiver i sambeskattede selskaber. Dette kunne ske ved at sælge immaterielle aktiver mellem to sambeskattede selskaber, hvor det sælgende selskab har valgt at udskyde beskatningen efter ligningslovens § 27 A. På baggrund heraf har det været muligt tidsmæssigt at matche beskatningen af det sælgende selskab og fradragsretten for det modtagende selskab. Konstruktionen har bl.a. været anvendt til at opskrive den aktivbase, som lægges til grund for beregning af rentefradragsretten efter renteloftsreglen i selskabsskattelovens § 11 B. Ifølge lovforslaget kan § 27 A fra den 8. oktober 2008 ikke længere finde anvendelse for overdragelser mellem koncernforbundne selskaber, dvs. beskatningen af det sælgende selskab kan ikke længere udskydes. Endvidere skal det sælgende selskabs anskaffelsessum for immaterielle aktiver, som er overdraget koncerninternt efter § 27 A før den 8. oktober 2008, lægges til grund for aktivbasen for det købende selskab fra og med indkomståret 2009 og indtil det fulde vederlag for det immaterielle aktiv er betalt. Først når det fulde beløb er betalt, vil det købende selskab opnå den forudsatte opskrivning af aktivbasen. Allerede gennemførte transaktioner vil dermed ikke få den tilsigtede virkning.

CFC-beskatning
Der kan dispenseres fra CFC-beskatning for datterselskaber med koncession til at udøve forsikrings-, realkredit- eller bankvirksomhed. I lovforslaget udvides dispensationsadgangen til også at omfatte fondsmæglervirksomheder og investeringsforvaltningsselskaber. Ændringen vil blive tillagt virkning fra og med indkomståret 2008.

Det er en betingelse for CFC-beskatning, at datterselskabets finansielle aktiver udgør mindst 10% af selskabets samlede aktiver. Ifølge lovforslaget skal territorialprincippet anvendes ved aktivtesten, hvorfor aktiver, som knytter sig til et datterselskabs udenlandske faste driftssteder og faste ejendomme, normalt ikke skal indgå ved aktivtesten. Ændringen vil blive tillagt virkning fra og med indkomståret 2009.

Realiserede aktietab skal efter lovforslaget først indgå i opgørelsen af CFC-indkomsten, når de faktisk udnyttes ved modregning i aktiegevinster. Ændringen får virkning fra og med indkomståret 2009.

Skattepligtige tilskud skal ikke længere medregnes ved opgørelsen af et datterselskabs samlede skattepligtige indkomst. Forslaget skal sikre, at CFC-beskatning ikke kan undgås ved at yde et udenlandsk datterselskab tilskud, som er skattepligtige efter danske regler men skattefri efter lokale skatteregler.

Et moderselskab kan vælge helt at se bort fra egne underskud for herved at kunne opnå credit for skatter betalt af et datterselskab, som er omfattet af CFC-beskatning. I lovforslaget præciseres det, at der kan ses bort fra både det aktuelle indkomstårs underskud og fremførte underskud fra tidligere indkomstår. Ændringen får virkning fra og med indkomståret 2009.

Skattefri omstrukturering
En skattefri omstrukturering (aktieombytning, tilførsel af aktiver eller spaltning), der gennemføres uden en forudgående tilladelse fra skattemyndighederne, er betinget af, at efterfølgende udbytter i en periode på tre år ikke overskrider bestemte tærskler. Ifølge høringsudkastet overføres denne udbyttebegrænsning ved en efterfølgende skattefri omstrukturering til selskabsdeltagerne og de deltagende selskaber. Dette gælder dog ikke, hvis den efterfølgende transaktion har karakter af en skattefri fusion mellem de involverede selskaber. Ændringen skal have virkning fra og med indkomståret 2009.

Ved tilførsel af aktiver kan den skattemæssige anskaffelsessum for de modtagne vederlagsaktier være negativ. Ved et salg af aktierne er det negative beløb skattepligtigt. Ifølge lovforslaget skal et negativt beløb imidlertid ikke indtægtsføres ved et salg til det udstedende selskab eller ved en kapitalnedsættelse, hvis aktierne kunne have været afstået skattefrit efter aktieavancebeskatningsloven. Ændringen får virkning fra og med indkomståret 2008.

Tilskud
I lovforslaget præciseres det, at tilskud er undergivet begrænset skattepligt i tilfælde, hvor et udbytte til modtageren af tilskuddet ville have være begrænset skattepligtigt. Ændringen får virkning fra og med indkomståret 2009.

Territorialprincippet
Selskaber har siden 2005 været skattefri i Danmark af indkomst fra udenlandske faste driftssteder og faste ejendomme (territorialprincippet). Ifølge loven gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor Danmark i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international aftale er tildelt beskatningsret til indkomsten. Der har været usikkerhed forbundet med rækkevidden af denne undtagelse. I lovforslaget er det præciseret, at undtagelsen kan anvendes, hvor den fremmede stat frafalder beskatningsretten til indkomsten. Herudover er det bestemt, at undtagelsen kan anvendes, uanset om aftalen med den fremmede stat er indgået med den danske stat eller en mellemstatslig organisation. Endelig er der foretaget visse ændringer af muligheden for at udskyde beskatningen af avancer på danske ejendomme ved at investere provenuet i faste ejendomme i udlandet.

Datterselskabsudbytter
Beskatningen hos et moderselskab af datterselskabsudbytter undergives visse ændringer. Skattefriheden for moderselskabet af datterselskabsudbytter gøres således yderligere betinget af, at datterselskabet ikke har fradrag for udbyttet. Dette gælder dog ikke, hvis udbyttet er omfattet af EU's moder-/datterselskabsdirektiv.

SEL § 2 A-filialer
Hvis et amerikansk moderselskab skattemæssigt behandler et dansk anpartsselskab som en transparent enhed efter amerikansk skatteret, vil anpartsselskabet efter dansk skatteret normalt blive omkvaificeret som en filial, jf. selskabsskattelovens § 2 A. Ifølge lovforslaget vil en ændring af et sådant valg efter amerikansk skatteret, hvorved anpartsselskabet igen bliver beskattet som et selvstændigt skattesubjekt, eller et salg til et tredjemand, medføre, at anpartsselskabet skal anses for at have solgt alle aktiver/passiver til handelsværdi og at fremførbare skattemæssige underskud og tab fortabes. Det kan med andre ord udløse dansk beskatning, at et anpartsselskaber overgår til ikke længere at være omfattet af § 2 A.

Jens Wittendorff, Deloitte Skat, København

Vedhæftede filer
Denmark Tax Alert (47 KB)
Nyhedsbrev

Send os en e-mail
 
Kilde: Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab - Danmark (Dansk)

Udskriv denne side    E-mail til en ven
     

© 2008 Deloitte Touche Tohmatsu. All rights reserved.

Deloitte refers to one or more of Deloitte Touche Tohmatsu, a Swiss Verein, and its network of member firms, each of which is a legally separate and independent entity. Please see www.deloitte.com/about for a detailed description of the legal structure of Deloitte Touche Tohmatsu and its Member Firms.

Deloitte RSS Feeds